Spejlet

trifugalen; mu­ lig ligger Du i Snoren og ro­ der til latter­ blandet Bestyr­ telse for Publi­ kum, i heldigste Fald har Du tabt uberegne­ ligt. Men Hesten lystrer, de ind­ vendige Stæn­ ger passeres næsten ængste­ lig tæt, og hvad er dog det? Uden Ulejlig­ hed er man kommen for­ rest i Flokken. Man aander stærkt, men fø­ ler et ubeskrive­ ligt Velvære. Saa, nu kun en Hurdle tilbage, passeres glat, og nu gælder det

« 1

En Forhindring, tages.

Opløbet, men hvorledes? Er der andre, som lure med friske Kræfter bagved? Eller k an de ganske simpelt ikke følge med? Et Blik kastes lønligt ned ad den bageste Øjenkrog, nej, Du rider forrest, altsaa rid med Anstand. Hvad er det, en Hest paa Siden, og lidt forbi. Ja ja, Sejren skal koste noget! Et let Rap af Pisken, Sporen til, jo, Gud være lovet, det hjalp. Ja, saa hæng i, nu i samme Sving som Hesten, følg med som i en Gynge, ingen slappe Tøjler, Armene følge Hestens Hals, som den hæver sig og strækkes, Sædet dybt i Sadlen, Naboen glider jævnt tilbage. Der er Dommerpælen, Sejer! Indvendig næsten Latter, Jubel, Bifaldsraabene høres knap, taknemmelig standser man saa lempelig og langsomt det tro Dyr, klapper det paa Halsen og vender om for at ride til Vægten. Belønningen venter, Publikum gratulerer; saa rolig som mulig, men indvendig saare glad tager man mod det hele. Reaktionen kommer først om Aftenen, naar man træ t og forsviret lægger sig til Ro. Tiden er gaaet med op- rømt Repeteren af Begivenhederne, Højtrykket holder sig længe«. — — — Jeg har gjengivet Skildringen ordret, som han gav mig den. Ikke tilføjet en Stavelse af mit eget, ikke retoucheret det ringeste. Det er der­ for i Grunden ganske uberettiget og malplaceret, naar jeg underskriver denne lille Artikel Gustav Hetsch.

en behagelig Ro, glæder sig til noget stort og æggende. Spiser kun lidt, drikker intet, overlader saa meget som muligt af den Ulejlighed, som ens Person kræver, til en god Ven. Saa er der kun en halv Time, til Løbet begynder. Man vejer sig selv, Sadeltøj m. m. og passer Vægten nøje til. Hvis man nu er nervøs, da er det ubevidst. Selv forekommer man sig snarest lidt døsig rolig, lidt distrait maaske, man tænker egentlig kun paa at komme afsted, faa begyndt. Nu er vi alle til Hest, Opsadlingen er omhyggelig efterset af en paalidelig Ven. Hvor det dog varer længe, inden der ringes til Start! Jo, nu kom det. En for en saa rolig som mulig forbi Dommertribunen til Stedet, hvor Starteren venter med sit lille røde Flag. Man arrangerer sig paa Linie, rasende Utaalmodighed blandt Hestene, pirrelige Bemærkninger blandt Med­ rytterne — de synes bagefter aldrig, at de har været ubehagelige, — Starteren: »Er d’Hrr. klar? Nej, nej ikke mase frem, klar! Rid!« og det røde Flag synker til Jorden. Tærningerne ere kastede. Hesten vil helst give alting straks, og saa kommer en fornuftig Rytters Tanker: »Saa, saa ikke vildt, værs- god, kom rolig i Sving, ja, det er godt; hvem fører? Naa han, ja værsgod, det h a r god Tid, Du rider for rask, min Ven, men jeg lader mig ikke narre; naa der er en Forhindring, første Mand fint over, og Du selv, jo, Feltet er frit, Afspringet passer, og saa . . . ., aa vi er jo forlængst ovre og nær ved den næste.« Au, der faldt Din Kammerat, Du holder lidt til Siden og ser ned under Springet paa hans Ansigt, der ligger stille og ser op i Solen. Altsaa et stærkt Sjok, mulig Hjernerystelse, gid han ikke h ar faaet for meget. Men Chancen for Uheld er rykket Dig selv et Skridt fra Livet. Der kommer

et Sving. Pas paa, Viljen skal svinge, før Svin­ get er der, Tan­ genterne drager som et Scylla, og mangler Ru­ tinen, er ikke hver Nerve for­ plantet til He­ sten og Vægten lagt paa rette Maade ind, da triumferer Cen-

Over Hurdlen.