Spejlet

tede i den. »Vi kan vel sp ise først«, sagde h an og gik over efter Madkurven. En Stund stod de og gloede paa den tomm e Kurv. » Soen har væ ret her«, sagde Rud og rakte Tunge. (Det var h an s Moder.) P elle n ikk ed e: »Hun er en rigtig Satan!« «En Tyvemær«, sagde Rud. P elle tog Maal a f Solen. Naar h an k un d e se den ved at bøje sig forover og k igge genn em Skrævet, sku ld e K lokken være fem . H an b egynd te at iføre sig sit Tøj. Rud k red sede om ham . »Du«, sagde h an p lu d se­ lig, »hvis jeg m aa faa den, saa sk a l D u faa L ov at p isk e m ig — saadan som Du talte om igaar.« I et Spring var P elle oppe og h en n e ved en Gruppe Næ lder. Han rykk ed e dem op ved Hjælp a f et Skræppeblad, sam led e h ele H aanden fu ld og vend te tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og P iskn in g en begyndte. Aftalen var hundred e Slag, m en da Rud h a vd e faaet de ti, rejste han sig og v ild e ik k e mere. P elle var rød a f Spænd ing og Anstrengelse, S ved en stod i Perler ned ad h an s slank e Ryg — h an h avd e lagt godt i. »Fem og halvfjerds«, sagde h an feb rilsk, h an s Haand rystede. »Nej, halvtred s kun — du slaar saa haardt. Og saa v il jeg have P en gen e først.« P elle puffede ham om ku ld m ed en u v illig Knur­ ren og p isk ed e løs, m en s Rud borede H ov ed et ned i Græsset og knuged e T iøren fast for at sam le Styrke. Men for hvert Slag sank P elles L y st og Kræfter. D et var bare et Slid dette her, og Rud vaandede sig ikke rigtig, og T iøren, h an s dejlige T iøre, gled længer og længer bort fra ham . D a h an naaed e til det 46de Slag, stak han p lud selig i at tudbrøle, sm ed de optræviede Næ llestæ ngler laugt fra sig og løb over ad Granerne til. Der sad han saa Resten a f D agen under en Klit og sørgede over sit Tab, m en s Rud laa n ed e under Aabrinken og badede sit vab led e L egem e m ed vaad Ler. Senaften s da Solen sank, drev de to D renge Kvæ­ get hjem , og om N atten gjorde P elle det, h an for­ agtede m est a f alt i Verden. Han lu sk ed e op og stjal T iøren ud a f Ruds Buk selomm e.

Paa Engen gum led e Kreaturerne m ed lukk ed e Øjne og vag tsomm e Øren, V arm en stod og leged e over Jorden , flim rend e, g isp end e — som en F isk i Vand. D et summ ed e tun g t og b edøvende. Lyd en k om alle V egne og in gen Steder fra. Oppe over Agrene kom et stort stærkt K vind folk gaaende. H un var i Skørt, Særk og H ovedk læ de, hun sk ygged e m ed H aanden for Ø jnene og spej­ dede. Saa skraaede hun ned over Engen , fandt D rengenes Madkurv, tog d en s In dh o ld og stak det ind under Særken paa sit fede, sved ige Bryst. Og h un tog R etningen m od Havet. Det brast i Granernes Bryn deroppe, og frem k om Rud, m ed P elle hæ n g end e paa sin Ryg. Ruds altfor store H oved h ang forover, h an vak led e i Knæerne, h an s Pand e, som faldt ind v ed Ø jnene og sprang stæ rkt frem oppe i H aarlin ien , var fuld a f R ynk er og Buler. Begge D rengene var sk o ld ed e over h ele L egem et a f de sp id se Grannaale. P elle lod sig falde n ed paa En gen og b lev liggend e paa Maven, Rud gik lan g som t h en efter T iøren og rakte den n ø lend e til E jerm anden. Pelle saa kærligt paa Mønten. Han havd e haft den nu i to Maaneder og hver Dag k øb t tyve Ting- for den ; der fand tes ikk e den attraaværdige T ing, som han ikk e i T ank ern e havd e erhvervet sig. Altid tilsk ynd ed e den ham til at give den ud, saa kom den m ed ét Forslag, saa kom den m ed et andet. Bare trille, altid trille, det var det, den længtes efter; og det var, fordi den var rund, sagde Faderen. Men Faderen h avd e ogsaa sagt, at b liv e rig det var det samm e som at stopp e P engen e i Farten — og P elle v ild e være rig. Og saa k rib led e det dog stadig i F in gren e paa h am etter at give T iøren ud, give den ud saadan, at h an fik alting for den, eller noget h an kund e h ave h ele sit Liv. De to D renge sad igen paa Aabredden m ed h in ­ anden 0111 H alsen . D e talte om deres Legem er og kæ vled es saa sm aat om , h v em der var b ed st u d ­ styret o: h avde det største. Pelle, der var h a rm on isk bygget og b arn lig trind, m isund te Rud h an s store H oved og unaturlige Sm id igh ed — h an kund e lægge F in grene tilb ag e ad Haanden. Rud sad og øved e d enne Kunst for at drille P elle, han h avd e endnu Pryglen e i frisk Minde. P lud selig h o ld t h an ind e: »Skal jeg saa h av e T iøren? Saa faar du ti Kroner, naar jeg b liver stor.« P elle grundede lid t: »Nej, for du b liver aldrig stor — du er jo en Dværg.« Der var skær M is­ und else i S temm en. »Det siger Soen ogsaa. Men saa v iser jeg m ig frem og tjener m ange Penge.« D et gjorde ond t i Pelle. Sku lde han give ham h ele T iøren — for slet ingen ting? det h avde endnu ingen gjort, at h an vid ste. Og saa engang k ansk e, naar Rud b lev rig — »vil Du hav e den?« spurgte han. Rud rakte begærlig H aanden frem; P elle sp y t­

Nattevandring.

Nr. 11.

----------- S om jeg har gjort saa mangen Nat, naar Søvnen ftgr mit Leje, jeg driver om, mismodig, mat, paa Villabyens Veje. — Saa tyst der er i hver en Krog og mørkt i alle Stuer, kun fra en Hjørne-Lygtes Spids et døsigt Ildpunkt luer ,

— 58 -