Spejlet

E t aandeagtigt Natteslør staar over Vej og Haver, hist svinger fra en Tørresnor en Ræ kke hvide Kraver, en ensom Mis sig lister om, vi kender — jeg og Katten — at aldrig er her større Fred end K lokken to om Natten. H in travle Flok, som tripper om ved Dag paa disse Veje, sig strækker nu m e d Velbehag pa a Kamrets bløde Leje, hensunken d yb t i B lund og Drøm bag trygge Slaar og Stænger, ej anende, a t ude gaar en søvntræ t Nattegænger. — Jeg standser ved en Laage brat og ser bag Frugttræ -Stammer et Hoved pa a et h vid t Gardin i L ysskæ r fra et Kammer, jeg ser en Skygge a f en Ske, en Flaske bliver r y s te t -------- da er det, som med et jeg faa r et sæ lsom t T ry k for Brystet. Tyst gaar jeg bort, med B likket vendt op m od det hvide Klæde, det er, som g ik jeg paa et Gulv, hvor jeg skal varsom t træde. — Jeg vandrer hjem ; m in kære Flok i tryg gest B lund jeg finder — hvor takker jeg den gode Gud for disse røde Kinder!

sigt saa tom t, som laa der h end e ik k e det m ind ste paa Sinde. Da Grethe h avde bragt det saa vid t og forresten ud tom t de h jem lige Kilder for A and sn ydelse, kom h un i Børnehave. Og der skete det forfærdelige. Hun sad m ellem elleve andre sm aa P iger og lyttede til F røkenen , der var m id t i en fortræffelig H istorie. Saa rejste hun sig, fordi det nu ikk e kund e være andet, og gav den F orestillin g, h vori h un var en Mester. Hun gav den saa godt, at F røk en en stop ­ pede op i H istorien og stirrede betaget paa hende. »Hvor skal lille Grethe hen?« Grethe sm ilte forbindtlig, bar over m ed F røk e­ n en s Mangel paa Tak t og gik h en im od Døren. Dér attrapperede F røk en en hende, saa b estem t paa hende, m en forstod p lud selig S ituationen. »Ja . . . m en saa m aa lille Grethe sige det. En pæn lille P ige siger det og gaar ikk e saadan uden videre sin Vej.« Grethe saa u sikk ert paa h ende. Der var ingen T vivl m u lig — det var F røk en en s Alvor. Da brast det altsamm en for Grethe, som briste kunde. Og h un stod sk am fu ld og fortvivlet og fik Skænd som en gan ske lille Tøs, sk øn t hun i V irk eligheden havde opført sig som fu ldkomm en grand dame. Nr. 13. A t Folk dog gider klage: A k, vi har ingen Heste mer! Aaja aaja aaja osv. Nu som i gamle Dage vi Helte har paa Væltepe’r! aja aaja aaja osv. Leonidas han blev punkteret ved Thermopylæ , Ung Absalon det Fæ Blev hængende i et Træ, Men dersom han blot havde brugt en Klat a f Pengene Til Cycle, — var han aldrig bleven hængende! Diogenes, den Odder, han trillede med Tøndebaand, Aaja aaja aaja osv. Kong E rik Lam , det Fjols, holdt ku n Styret med sin tynde Haand, Aaja aaja aaja osv. L ad GrifJ'enfeldt end have været meget flin k Jurist, Han fa ld t dog a f tilsidst, For han var ej Cyclisi, Og det var kun , fordi Svend Tveskæg ikke cycle gad, A t D anm a rk led et Nederlag ved Stiklestad! Cyclens Triumf. M el.: I lille Kongensgade.

Skolen og Livet.

Nr. 12. L i l l e Grethe har in tet m edfødt Talen t for D is­ kretion. Hun m eddeler sig til hvem der i Øje­ b likk et er h end e næ st uden sm aaligt H en syn til, om M eddelelsen er egnet for hans Øre eller m aaske ju st burde gaa forbi det. Im id lertid er Verden jo ond, og det er fint at for­ nægte Naturen. Der gives T ilfæ lde i Livet, hvor en ung D am e a f Stand m aa ho ld e sin Bøtte, koste, hvad k o ste vil. Vi havde da ogsaa efterhaanden ført Grethe frem til en betydelig Kultur. Det var v irkelig en sm uk F o restillin g i S elskab slivets E le­ gance at se h end e rejse sig fra Bordet, slaa et Par ligegyld ige Slag rundt i Stuen, titte ud a f V induet og m archere m od Døren, langsom t og med et An-

- 59 —