Spejlet

havde tilsidst helt forvildet hende. Ilaaret hang i lange Tjavser ned under Hovedklædet, og hendes Klæder var vaade til op over Knæene. Efter at Lyset var bleven slukket i Forældre­ nes Hus, havde hun allerede nogle Gange vovet sig op imod det. Idet hun for hvert eneste Skridt stansede, saa sig om og lyttede, var hun et Par Gange kommen det helt nær, men ved den mindste Lyd, hun troede at høre, flygtede hun igen. Ogsaa nu forsvandt hun rædsels­ slagen ved Synet af Katten, der kom springende imod hende henne fra Huggehuset. — Den følgende Morgen fortsattes Efterforsknin­ gen uden noget Resultat. Men om Eftermid­ dagen fik Byen Besøg af en vandrende Uld- kræmmer, der fortalte, at han i Skoven hinsi­ des Søen havde overrasket et afsindigt Pige­ barn, der sad under et Træ og spiste Blade. Han havde villet tale til hende, men saa saare hun havde faaet Øje paa ham, var hun styrtet afsted og var forsvunden for ham i Under­ skoven. Nu fik man i Hast et stort Mandskab samlet for at anstille en formelig Klapjagt efter den Ulykkelige. Men det var forsiide. Hun var alle­ rede død. I Rædslen over at være bleven set af Nogen var hun løbet lige ned til Søen; og efter endnu en kort Nølen havde hun kastet sig ud. Her fandt man hende Dagen efter umiddel­ bart ved Bredden og med kun faa Tommer Vand over Hovedet. Hun havde, idet hun ka­ stede sig ud, slaaet sit Forklæde op for Ansig­ tet og laa med Hænderne foldede som i Bøn. Ude i Forældrenes lille Stue blev der om Eftermiddagen et livligt Rykind af Slægtninge og nysgerrige Kendinge, der kom for at bevidne de Gamle Deltagelse og tilbyde deres Bistand ved Jordeklædningen. Men da Kvinder fra Na­ bolaget vaskede og redte Liget ovre i Ud­ huset, sad Mariane paa Sengekanten og rokkede med sit store Hoved, idet hun under Graad blev ved at gentage, at Kirstine jo »slet ikke havde haft det nødigt«. Præstens havde vist til­ givet hende det, og Søren saamænd ogsaa. »For vi har jo da i vor Ungdom selv gjort det samme«, slap det hende engang i bortviv- lelse ud af Munden. Blandt de Besøgende var ogsaa Marianes gamle Fader, en 80 -aarig Drukkenbolt fra f a t ­ tighuset, som straks, da han hørte 0111 Ulykken, var rokket herhen, — mindre dog for at trøste, end fordi han mente, at der ved en saa usæd­ vanlig Lejlighed maatte »falde lidt tilgode«.

Han sad en Stund og slikkede sig om sin tørre Mund og sagde saa, for dog at sige noget: »Ja ja, Søren. Du var kanske ogsaa lige lov­ lig haard nok ved Barnet.« Søren saa ved disse Ord misbilligende op paa Oldingen, men svarede ikke noget. Han havde overhovedet næsten ikke talt i de sidste Dage. Men om Natten, da han laa søvnløs og vendte sig i Halmen, blev Ordene ved at lyde for ham og med en stærkere og myndigere Røst. »Du var kanske lovlig haard ved Barnet.« Tilsidst begyndte ogsaa det gamle Skabs-Ur at snakke 0111 det i Nattens Stilhed. Men Søren foldede sine Hænder som En, der værger sig mod onde Aander, og svarede med Skriftens Ord:'»Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig,« . . . og han sov da ogsaa omsider trøstet ind. O111 Morgenen, endnu tør Solopgang, stod han op, klædte sig ved Marianes Hjælp i sin Højtidsdragt og gik ind til Købstaden for — indtil Bogstaven tro mod Lovens Forskrift — »uopholdeligen« at mælde Dødsfaldet til Skifte­ retten. Det var en Gang paa stive tre Mil, men Vejen faldt ham ikke lang; han havde nok at tænke paa. Hans Ærinde paa Herredskontoret var hurtig besørget, og efter at have drukket en Skaal Kaffe til sin medbragte Mellemmad nede i en Beværtningskælder, begav han sig straks igen paa Hjemvejen. Det var imidlertid bleven ud paa Eftermid­ dagen. Himlen var overtrukken, og der faldt en kort Støvregn. Søren mærkede dog ingen­ ting. Han havde stadig saa meget at tænke paa. Det var den gamle Bedstefaders Ord, der blev ved at rumstere inde i hans Hoved, som i For­ vejen værkede af Mangel paa Hvile og Søvn. Det forekom ham nu, at ogsaa Fuldmægtigen havde set saa underlig paa ham derhenne paa Kontoret. Han syntes ligesom at have kunnet læse en Anklage i hans Øjne, dengang han havde dyppet Pennen for at skrive i Proto­ kollen og spurgte 0111 Kirstines Alder. Det var næsten, som 0111 det havde staaet prentet paa lians Brilleglas; »Var Du 1111 ikke ogsaa lovlig haard ved hende, Søren Kousted?« Der sprang en kold Sved frem paa Sørens Pande, mens han gik der paa Landevejen, hvor der efterliaanden blev mere og mere mørkt omkring ham, uden at han tænkte derover. Han gennemgik i Tankerne sin Bibel, og i For­ tællinger som den 0111 Abrahams Lydighed mod Guds Paabud fandt han lidt efter lidt paany Hvile for sit Sind. »Tro paa din Gud og dine Fædres Gud og hold hans Lov, og jeg vil være