Spejlet

at han befandt sig i en vild­ fremmed Egn. Saa forstod han ogsaa, at han havde gaa- et uafbrudt hele Natten, og at den Lysning over Him­ melranden, som han havde antaget for Aftenrøde, var Dagen, der gryede. Han bad Manden 0111 at stanse, og uden flere Ord steg han skamfuld ned og gik tilbage den Vej, han var kommen. Det blev næsten Aften igen, inden han naaede Hjemmet. Nogle Dage efter fandt Be­ gravelsen Sted under stor Del­ tagelse. Præsten, der selv var stærkt greben af det skete, holdt en lang Tale, som ved sin Mildhed og sine mange Salmevers rørte mange til Taarer. Han var ikke af den Slags Dommedagsprædikan­ ter, der i enhver Grav saa en Nedgang til Helvede, paa hvis Virkelighed han over­ hovedet officielt ikke længer troede. Men som Erstatning for Truslen 0111 dette evige Pinested, som ikke mere med nogen Virkning kunde anvendes i en oplyst Menig­ hed, talte han nu som altid 0111 Samvittigheden. Idet han

KNUD LARSEN.

med dig alle dine Dage,« — det Ord havde trøstet ham i mangen Trængsel. Han følte sig pludselig saa træt, at han næppe kunde flytte Foden men maatte sætte sig paa en Skærvebunke ved Vejen for at hvile sig lidt. Han saa nu, at det var bleven lysere omkring ham og tænkte, at det var Vejret, der klarede ved Solnedgangen. Ude langsmed Himmelranden strakte sig og'saa en rødlig Glød. Lidt efter kom en Bondevogn kørende der forbi, og skøndt han ikke kendte Manden, bad han om Forlov at age med, hvad han da ogsaa fik. Men Manden saa dog lidt mistænksom paa ham; og da Søren var kommen tilsæde, blev han spurgt om, hvad han hed og hvorfra han kom. Søren nævnede sin Hjembyes Navn, men den anden kendte det ikke og sagde, at den By maatte ligge langt derfra. Nu først saa Søren sig rigtig om og opdagede,

benyttede den ulykkelige Piges sidste Levedage til ret at levendegøre for sine Tilhørere Synds­ bevidsthedens langt forfærdeligere Gru, udtalte han, at i denne Syndsbevidsthed ytrede sig den himmelske Letfærdighed, som straffede Over­ trædelsen ogsaa der, hvor Landsens Sæd og Skik ikke vilde anerkende en saadan, ja som otte nedslog Sjmderne jDaa T rod s af alle Love og Vedtægter, baade kirkelige og borgerlige. Hvad det derfor galdt 0111 i alle Livets Bryd­ ningsforhold var at give Ågt paa Samvittigheden, at være lydhør for Hjertets Stemme, for den indre Kaldelse, der var Guds Bøst i Mennesket, ja Gud selv. Ikke udenfor os, men alene i vort eget Indre kunde vi finde den Rettesnor for vort Liv, som aldrig vildførte. End ikke i de hellige Bøger, end ikke i Jesu egne Ord, der jo i og tor sig blot var døde Bogstaver, indtil den r e tte Aand levendegjorde dem, — nej, kun i

— 66 —