Spejlet

Menneskets eget Hjerte stod de evige Love op- skrevne, hvorefter Herren engang i sin Visdom og Retfærdighed vilde dømme levende og døde. Der var især en, paa hvem denne Tale gjorde et rystende Indtryk, — det var Søren. Han følte Præstens sidste Ord møntet umiddelbart paa ham; og han kunde næsten ikke faa sine Øjne op fra Jorden af Frygt for Anklagen, som han troede at læse i alles Miner. Fra den Dag blev han mere og mere underlig. Han sad hver Aften med Biblen foran sig og Øjnene fæstede paa det Ord, hvortil han klam­ rede sig i den Storm, det Herrens Vejr, der havde rejst sig i hans Indre. »Den, som elsker sit Barn, tugter det tidlig.« Ingen vidste, hvad der var i Vejen med ham. Ikke engang til Mariane talte han derom. Men som et Hus, der indenfra ædes op af Svamp, lilev hans Skikkelse tydelig mærket af Samvit­ tighedens Ødelæggelser. Paa hans blege Ansigt sporedes tilsidst Dag for Dag Virkningen af Spøgelserøsten i hans Indre. En Søndag vilde han mod Sædvane hverken gaa i Kirke eller klæde sig i Helligdagstøjet. Da han heller ikke tog Bihel eller Postille frem, spurgte Mariane ham bekymret 0111 Grunden. Han svarede da haansk, at Guds Ord jo bare var Løgn og døde Bogstaver, — det havde Præ­ sten selv sagt. Men Væv og Præk havde man »TAu maa ikke slaa ham, for det er slet ikke -L' hans Ret!« sagde Purken og saa den vrede Skolelærer dristigt ind i Øjnene. »Hvad siger Du, Din Spirrevip, maa jeg ikke!« udbrød Læreren. »Tag Dig lidt i Agt, Du, ellers kan Du let faa at føle, at jeg har faaet et Spansk­ rør for at give uvorne Knægte en Omgang af det!« »Hørte Du da ikke, hvad Præsten sagde igaar,« spurgte Purken og saa alvorligt op paa ham, »at dem, der er de stærkeste, ikke maa gøre dem, der ikke er stærke, Fortræd, men skal hjælpe dem og være gode imod dem. Og Du er jo den Stærkeste, og han er slet ikke stærk, saa kan Du da nok forstaa, at Du ikke maa slaa ham!« Der blev ganske stille i Skolen. Hvert eneste Barn vendte et forskrækket Ansigt 0111 mod den dristige lille Fyr og holdt sit Vejr i bange kor-

nok af i Verden; det behøvede man ikke at gaa i Kirke for at høre. Dermed gik han ud af Stuen. Men Mariane, der var bleven helt forskræk­ ket over hans ugudelige Ord, beroligedes igen noget, da hun gennem Vinduet saa ham staa der udenfor og lytte til Kirkeklokkerne, som hørtes over Bakkerne. »Herregud, hitte Søren, — hvad er’et dog med dig«, sagde hun hen for sig, da hun saa, hvordan der trillede Taarer ned ad hans Kinder. Der kom i det samme en gammel Mand forhi med en lille Trillevogn. Han raabte Søren an ude fra Vejen og spurgte, 0111 han ikke havde Ben og gamle Klude at sælge. »Jo«, svarede Søren tilbage, »Di kan komme igen imorgen. Saa er her gamle Ben og Klude tilovers«. Derefter gik han ind i Huggehuset, der endnu gemte paa Lugten af Kirstines Lig. Et Par Timer senere kaldte Mariane ham ind til Middagsmaden; og da han ikke kom og heller ikke svarede paa hendes Kalden, gik hun ud for at se efter ham. Men næppe havde hun stukket Hovedet ind ad Døren til Hugge­ huset, før hun foer tilbage med et Skrig. »Herre Jesus! Hjælp!« raabte den gamle Kone og løb forvildet ud over Markerne. (Fortsættelse). ventning, men Skolelæreren saa ligesom lidt forvirret ned paa ham og sagde: »Tante Line har nok ikke lært Dig at holde din Mund i Ave!« »Nej!« svarede Purken. »For Tante Line siger, at jeg maa gjerne sige Alt, hvad jeg mener, naar jeg bare ikke mener andet, end hvad jeg maa sige!« Et Øjeblik endnu saa Skolelæreren forskende ned paa den lille Fyr, men Alt, hvad han saa, var et ærligt og oprigtigt Barneansigt, der vendte sig frimodigt op imod ham. Da han havde staaet og set lidt paa det, snurrede han sig rundt paa Hælen og gik tilbage til sit Katheder igen uden at sige et Ord mere — det vilde jo ogsaa have været under hans Værdighed at indlade sig i videre Forhandling med Smaapersoner 0111 Ting, der angik hans Kald og Embede. Skoletiden gik. Den ny Dreng sad ganske

En Historie om en ny Præst og en ny Dreng. Af L. Budde. — Med Tegninger af Carl Thomsen.

—

— 67 —