Spejlet

kunde der nok være Grund til at nære Be­ tænkeligheder overfor en lille Person, der havde et saa sikkert Greb paa at bringe f o istynelse med sig allevegne, hvor han kom, som denne samme ny Dreng. Og undgaas kunde han ikke, for Bagerkonen maatte med for at slutte Vogn­ rækken, Bollekurven maatte med for Smaa- skillingernes Skyld, og den ny Dreng maatte med for Bagerkonens og Bollernes Skyld. Og ganske rigtig! Da Vognrækken næste Mor- gnn svingede ud af Byen, og Vejen i ret Vinkel svingede ud til Siden, sad den ny Dreng og tronede nok saa stolt ved.Siden al Bollekurven bagest i den bageste Vogn, synlig for hele det øvrige Selskab. Det var nu ikke Andet end, hvad ventet var, men hvad Ingen havde ventet det var, at paa den anden Side af Kurven tro­ nede Dummepeter, ikke mindre stolt, i egen Person. For aldrig havde Nogen drømt om, at saadan en Fyr som Dummepeter, snavset og pjaltet som han altid var, ilde set af alle Byens agtværdige Folk, skulde med paa en Stadstur som Skolebørnenes Skovtur. Hvad i al Verden skulde det betyde, og hvad gik der dog af Bagerkonen? Jo, Bagerkonen havde i den tidlige Morgen­ stund haft travlt med at pakke Kurven og gjøre Alting istand, og den ny Dreng var kommet ind, iført en flunkende ny Dragt og et skin­ nende Ansigt og havde med stor Deltagelse set derpaa. »Hvem skal spise alle de Boller?« spurgte han. »Skolebørnene!« svarede Bagerkonen i Kort­ hed, for hun havde jo travlt. »Faar de hver en af Dig?« lød Spørgsmaalet igjen. »Alle de, der har Penge, kan faa en Bolle!« var Svaret. »Faar jeg da ingen, fordi jeg ingen Penge har?« spurgte den ny Dreng lidt betænkelig. »Du skal faa to!« lød det beroligende Svar. »Er det, fordi jeg ingen Penge har, og faar Dummepeter ogsaa to, fordi lian ingen Penge har?« spurgte Purken vel tilfreds. »Dummepeter!« udbrød Bagerkonen i For- bauselse. »Hvor falder Du dog paa det, Barn? Dummepeter kommer slet ikke med, for ham kan man ikke være bekjendt. Han ejer jo kun de Pjalter, han gaar og staar i, Stymperen, og heller ikke er der Nogen, der vil tage ham med.« »Saa vil jeg tage ham med!« sagde den ny Dreng paa sin egen bestemte Maade. »Ikke for alt det, der er til!« udbrød Bager— 68

stille, hans Øjne veg ikke fra Skolelæreren, og hans Mund stod igjen aaben, som gjaldt det om at sluge hvert Ord, han sagde. Og da I iden tilsidst var forbi, stod lige med Et en ind­ smigrende Smule Purk ved hans Side, lagde sin lille Haand i hans og sagde: »Du er saadan en rar Mand, og jeg holder af Dig. Farvel!« Men alle de smaa Piger og Drenge styrtede over Hals og Hoved hjem og fortalte: »Den ny Dreng er blevet Ven med Dumme­ peter, og han gav ham en Bolle, saa den sprøj­ tede ud over Skolelæreren, og da han vilde give Dummepeter en Omgang at Spanskrøret, saa sagde den ny Dreng, at han maatte ikke, og saa gjorde han det heller ikke!« Alle de smaa Pigers og Drenges Forældre korsede sig over den Dreng, Bagerens dér havde faaet fat paa, og sagde, at Ingen kunde vide, hvad den Knægt endnu kunde ånde paa. Der var saa meget mere Grund for dem til at føle sig betænkelige derved, som Skolebørnene den næste Dag, efter Skik og Brug, hvert Aar ved Midsommertid, skulde paa Skovtur, saadan som der 1111 kunde gjøres Skovtur i den By. Skov havde man nemlig ikke i Miles Omkreds, men ikke en Mil borte havde de det friske, aabne Hav og foran det brede Klitter med vejende Mare­ halm, buskede Klittjørn og glohedt Sand til midt op paa Benene. Paa Stranden kom Søerne skummende af Hastværk og sydende af Ivrig­ hed farende langt op paa det hvide Sand og fangede efter Smaaben, der trippede hen over det, men Benene var dog de rappeste. De nar­ rede dem og smuttede langt bort, mens Søerne langsomt og slukørede gled tilbage igen til Havet, hvor de havde hjemme og kunde være bleven. Der var store Kløfter og Huler imellem Klit­ terne, Skjulesteder bag Marehalm og Klittjørn og al den dejlige Mad og Drikke, de fleste førte med sig. Oven i Kjøbet hørte det med til Skik­ ken, at Bagerkonen med sin Enspændervogn kjørte bagest i Vognrækken og havde en stor Kurv Boller bag i sin Vogn, for at der dog og- saa kunde blive Lejlighed til at give Smaa- skillinger ud. Mere kunde man ikke forlange af en Skovtur, og Aar for Aar, saa længe nogen kunde huske, var Vognene i lange Rækker svinget ud af Byen med Skolebørn og Fader og Moder til Skovtur mellem Klitterne. For­ nøjelsen havde altid været lige stor for Store og Smaa, og aldrig havde der været Skygge af Forstyrrelse derover, mere, end der havde været Skygge over Stranden selv under Sommersolens Straaler. Under disse lykkelige Omstændigheder