Spejlet

Ansigt, da de begge to, fulde af Iver og Travl­ hed fulgtes ad til Bagerens Hus igen. Da Vognen kørte ud fra Bagerens Port, da sad den Herre, som kaldtes den ny Dreng, alene bag i den, men da den bagefter alle de andre svingede ud af Byen, da var de blevet to, og lige over for ham sad Dummepeter med et Grin over hele sit Ansigt, vadsket og pyntet, som aldrig nogen havde set ham før. Paa Hæders­ pladsen sad de, Bollekurven havde de imellem sig og foran sad Bagerkonen og smækkede paa den gamle Enspænderhoppe med en Holdning, som om hun var kommet ud at kjøre for Her­ skab. Det var et stolt Syn! Alle Byens Folk vendte og vendte sig 0111 paa Vognene foran og kunde ikke blive trætte af at betragte det, mens Kjørselen gik med Sneglefart over Lyng, g'jen- nem Sand, nærmere og nærmere Maalet, til Klitterne løftede sig foran dem. »Det er da løjerligt,« tænkte Bagerkonen til- sidst, »som de Allesammen sidder og kigger efter mig. Der skulde dog vel aldrig være noget galt paa Færde med Drengen der bag ved!« Bagerkonen vendte sig 0111 og standsede En­ spændervognen med et Ryk. »Ili, Du Frelsens!« udbrød hun bestyrtet. »Hvad er det?« »Det er Dummepeter!« svarede den ny Dreng med Sindsro. »Ja, men Vorherre bevares, hvor er han kommet fra?« jamrede Bagerkonen. »Her sidder jeg arme Kone og kører for saadan et Par Skarns Knægte og ved ikke et levende Ord af det!« »Han kom op til mig bagfra, mens vi kjørte!« forklarede den ny Dreng. »For vi er Venner!« »Ja, men med Tøjet da,« spurgte Bagerkonen. »Han er jo blevet saa fin, saa det er farligt?« »Vi delte, kan Du jo nok forstaa!« sagde Purken. »Han tik min nye Trøje, og jeg fik min gamle Trøje, og han fik mine gamle Buxer, og jeg tik mine nye Buxer, og min nye Hue og min gamle Hue skal vi være sammen 0111 og skiftes med!« Den lille Fyr saa op med et samvittigheds­ fuldt Ansigt, vis paa, at det Hele var gaaet saa stilfærdigt som muligt og sikkert til alle Parters Tilfredshed. Men Bagerkonen var alligevel ikke tilfreds. »Ih, Du Forbarmende — har man hørt

Magen?« sagde hun og slog Hænderne sammen. »Lige frem at tage Klæderne af Kroppen og kaste dem hen til en sølle Stymper, man aldrig kan faa saa meget som en Trævl af igen!« »Jeg kunde da ikke være bekjendt st tage ham med i det Tøj, han havde paa,« forestillede den ny Dreng hende alvorligt. »Og jeg har jo baade mit ny Tøj og mit gamle Tøj, og saa delte vi det. Det siger Præsten, og Tante Line siger, at hvad Præsten siger, det er rigtigt!« »Aa, Du med Din Præst og Din Tante Line!« sagde Bagerkonen. »Du g'jør mig helt tosset med dem — saa, nu kjører de helt fra os, og vi sidder her midt i Redeligheden. Herre Gud, hvad skal der komme ud af alle de Galskaber?« Den skikkelige Bagerkone smækkede paa En­ spænderhoppen, og afsted gik det igen, men aldrig havde hun tænkt sig, hvad Besvær det kunde give at tage saadan en lille Knægt til sig, mens Søster Line laa paa Sygehuset. Det løb rundt i Hovedet paa hende, hvad hendes Mand vilde sige, og hvad Byens Folk vilde sige, og hvad der dog skulde komme ud af det Alt­ sammen. Foreløbig kom der det ud af det, at da den ny Præst selv samme Dags Aften sad i sit Kammer og syntes, som han før havde syntes, at han var ene paa fremmede Steder, da ban­ kede det igen paa Døren. Og ind kom Bager­ konen nok engang, trækkende efter sig en lille 7 Aars Purk, der aabenbart just ikke havde nogen overdreven Lyst til at følge med, men saa sig lidt nølende tilbage. »Ja, undskyld, Hr. Pastor!« begyndte Bager­ konen og saa ganske ynkelig ud. »Men her kommer jeg til Dem i min Nød og Elendighed, for jeg ved ikke længer mine levende Raad. Jeg er helt ulykkelig over denne her lille Knægt. Min Mand er saa vred, saa det er en Gru, alle vore bedste Kunder er gnavne, Skolebørnene holder et Hus, og hele Byen snakker ikke 0111 Andet end Knægtens gale Streger!« »Det er slemt!« indrømmede den nye Præst. »Men jeg forstaar ikke rigtig, hvordan jeg kan hjælpe Dem.« »Jo, for ser De, Hr. Pastor,« blev Bagerkonen ved, »til alle mine Formaninger svarer Knægten immer, at saadan har Præsten sagt, og saadan har Tante Line sagt, og det kjører han rundt med i een Guddommelighed.« (Fortsæltes).

— 70 -