Spejlet

da Nellemann ved en bestemt Lejlighed lod fore­ tage et Plebiscit a f Studenterne om, hvorvidt de ønskede, at han skulde fortsætte sine Forelæsninger som Diktat eller som frit Foredrag, vedtog vi med knusende Majoritet at holde fast ved Diktatet. Je g selv var ligesom alle mine Ruskammerater meget ivrig derfor. Men det var egentlig ikke saa under­ ligt, eftersom vi vidste os aldeles ude a f Stand til at følge en fri Forelæsning og derfor ikke saa nogen Udvej til at faa vort Kollegiehæftes hvide Blade beskrevne, naar Dikteringen hørte op. Paa mit Spørgsmaal, om den samme udmærkede Undervisningsmetode paa det Tidspunkt anvendtes i de andre Falknteter og dér omfattedes med samme Ømhed, svarede Konsejlspræsidenten: — Det tør jeg ikke paastaa. At der var glim­ rende Undtagelser, erindrer jeg i alt Fald. Saaledes Anatomen Schmidt i det lægevidenskabelige F ak u l­ tet og Rasmus Nielsen. Hvor følte vi Russer os ikke tiltalte a f Rasmus Nielsens filosofiske Fore­ læsninger. Men ganske vist, adskillige a f os, der var komne fra Skolen med meget ærbødige Fore­ stillinger om Filosofer, hensad paa Avditoriets Bænke i stille Forbavselse over, at en Filosot kunde være saa vittig, og at han saa liaardnakket kunde holde sig borte fra Positiviteter og Definitioner. I det Hele tror jeg dog, at den Tids Universitetslærere betragtede det som deres Hovedopgave, ved Siden a f at holde Eksamen og deslige, at forøge det viden­ skabelige Stof, medens den egentlig docerende V irk­ somhed stilledes en Del i Skygge. En endnu levende højt anset Historiker har fortalt mig, at da han som ung Mand havde opnaaet Ansættelse ved Universitetet og fuld a f Glæde og Arbejdslyst med­ delte den store Nyhed til Historieprofessor Schiern svarede denne: — Naa ja, jeg gratulerer! Men De har vel husket at betinge Dem Fritagelse for at holde Forelæsninger? Hr. Deuntzer fortæller videre 0111 , hvordan de temmelig faa Eksam inatorier, som blev holdt i det retsvidenskabelige Fakultet, kun samlede faa Deltagere, fordi de gik saa langsomt frem og for­ dybede sig | saa meget i Specialiteter. Studenterne maatte derfor søge Vejen gennem den juridiske Labyrin t hos Manuduktører og ved Samarbejde med Kamerater. — Den sidste Fremgangsmaade anvendte jeg og enkelte a f mine Venner ret flittigt og med smukt Udbytte. Jeg sender en venlig Tanke til en nu­ værende højtstaaende Embedsmand, med hvem jeg drøftede Myndighedsreglernes Gaader. Endnu ser jeg det udholdende B link i hans Øje, da vi ikke i Lovsamlingen kunde finde Loven a f 29. Decbr. 1857 — vi anede ikke, at der er en stor Mængde forskellige Love a f den Dato — og han efter en omhyggelig Granskning i Lov a f 29. Decbr. 1857 om Grindefangst paa Færøerne bemæ rkede:— Det er vidtløftigt, men meget interessant; kun forstaar jeg ikke, hvordan man vil gøre Overgangen til Køns­ forskellens Ophævelse.

Deuntzer i sin Have.

erhvervede man sig Attest for at have hørt det An­ tal Forelæsninger, som krævedes, for at man kunde indstille sig til Embedseksamen. Desuden fandtes der i mange Fag ingen ju rid isk Literatur, man var derfor henvist til at laane et skrevet Ivollegie hos en Kamerat, hvis man ikke selv havde det, man skulde bruge, og efterhaanden udviklede der sig en Slags Sædvaneret paa Grundlag a f Romerrettens do ut des, saa at man ikke let kunde faa et Ivollegie til Laans, med mindre man var i Stand til even­ tuelt at gøre Gengæld for et andet Fags Vedkom­ mende. — Naar vi gik hjem fra disse Diktattimer, hvor Ordene altid strømmede med rivende Hast fra Pro­ fessorens Læber, havde vi en tryg, men som det senere viste sig, ikke altid helt velgrundet Fornem ­ melse a f at have Mesters egne Ord til Punkt og Prikke under Armen. Og vi var besjælede af den behagelige blandede Følelse a f Lettelse og Dydig­ hed, som plejer at indfinde sig, naar man har over- staaet noget meget kedeligt. Den første Forelæsning, jeg hørte som nybagt Student og uden at have nogetsomhelst Begreb om Jurisprudens, v a ren Dik­ tatforelæsning a f Nellemann over den ekstraordi­ nære Civilproces, en lille Afdeling a f det store Pro­ cesfag. Je g beklager, at mit Ivollegiehæfte er blevet borte for mig, det har sikkert indeholdt gode Mor­ somheder at dømme efter de kuriøse Ting, mine Kameraters Hæfter fra denne Forelæsning vrimlede med — f. Eks. naar »§ 5 in fine« blev til »§ 5 en Figne« og »Bilbrev« og »Groshaveri« forvandledes til »Milebrev« og »Baadslaveri«. — Alligevel klyngede vi os med en fortvivlet og krampagtig Kærlighed til Diktatet. Jeg erindrer, at

- 74 —