Spejlet

? — Jo forstaar De, den Lov, vi søgte, giver den ugifte Kvinde samme Myndighed som Manden, og dette Systemskifte betegnede de juridiske Studenter mere slaaende end nøjagtigt som Kønsforskellens Ophævelse. — Je g husker ogsaa, hvor langsomt, hvor særdeles langsomt A. S. Ørsteds Betydning gik op for os, efter at vi jævnlig havde set ham anført som Ophavsmand til juridiske Lærdomme, der gen­ dreves som urigtige, medens hele hans for vor Rets­ videnskab grundlæggende Virksomhed med Urette forudsattes som bekendt. — Men da saa Studieaarene var til Ende, og De selv blev Professor —? — Ja , da lovede jeg mig selv, at jeg skulde gøre mit til, at der kom en bedre Gænge i Tingene. Lige fra Begyndelsen a f min Virksomhed som Universi­ tetslærer holdt jeg mig fri a f Diktatforelæsninger. Je g gjorde det blandt andet ogsaa, fordi jeg ikke havde Taalmodighed dertil, og fordi jeg gerne gen­ nem egentlig Lærervirksomhed vilde se at komme i mere direkte Forbindelse med de Studerende. Da nu frie Forelæsninger over juridiske Æmner, hvor man har at gøre med saa mange positive Data, er vanskelige uden et trykt Grundlag, og dette ikke bør være saa udførligt, at det gør Forelæsningen overflødig, udarbejdede jeg efterliaanden korte Frem ­ stillinger, som ganske vist blandt andre Ulæmper har den ikke ret at egne sig til Selvstudium. Især lagde jeg dog Vægt paa Eksaminatorier, om end jeg snart saa, at den store Mængde af juridiske Studerende og deres forskellige Udviklingstrin hin­ drede mig i indgaaende at beskæftige mig med hver enkelt, og at Fremgangen rnaatte blive for lang­

unge Professor Deuntzers ældre Kolleger ved Uni­ versitetet. Konsejlspræsidenten viser sig her saare galant mod de Mænd, der nu staar som hans bitre politiske Modstandere i Landstinget. — De Kolleger, som modtog mig ved min Ind­ trædelse i Fakultetet, var Aagesen, Nellemann, Goos og Matzen. Matzen, der var udnævnt kun et Par Aar forinden, var endnu saa temmelig blank som Politiker og dybt inde i Bearbejdelsen a f den over­ vældende Mængde a f jurid isk Stof, som han har sin Styrke i at fremdrage. Vor Ældste, Aagesen, stod paa sin Anseelses Højdepunkt og helligede sin V irk­ somhed et uhyre stort Arbejde. Det staar endnu klart for mig, hvorledes Sandhedsforskningen pinte og trykkede ham, og hvorledes han stadig mente at maatte gaa endnu dybere. Flere Gange har jeg hørt ham ytre den gamle Sætning: Sandheden er simpel nok, det gælder bare om at finde den. Han havde den Tro, at det kunde lykkes at finde de første abstrakte Grundprinciper for de retlige Fæ ­ nomener, og han irriteredes ved Følelsen a f stadig at være nær ved at gribe den store Grundtanke. — Naturligvis kom Aagesen i nøje Forbindelse med Goos, der docerede Retsfilosofi og Strafferet. Goos’ glimrende Behandling a f den positive danske Ret beundredes a f Juristerne, og samtidig dermed vakte han ved sin yderst frisindede filosofiske og socialpolitiske Udvikling Begejstring blandt F ler­ tallet a f Studenterne. Aagesen, der foruden dansk Privatret ogsaa docerede Romerret, udviklede nu efterliaanden sine Forelæsninger over Romerretten saaledes, at de ogsaa optog til Drøftelse flere a f de moderne Teorier, Goos forfægtede. Som et snurrigt Udtryk a f Misbilligelse fra deres Side, der mente,

som. Th i hverken Lærere eller Studenter er jo her som andet­ steds vante eller oplagte til tre—fire Timers daglig Under­ visning paa Universitetet, vi maatte nøjes med nogle faa spredte Timer ugentlig. — løvrigt kan naturligvis en enkelt Lærer ikke omforme Undervisningsmaaden i et F a ­ kultet. Men jeg tror at have gjort mit til, at Dikteringen lidt efter lidt saa godt som for­ svandt, og at en sundere Me­ tode indførtes. En otte—ni Aar efter min Ansættelse erfarede jeg ved en tilfældig Samtale med unge juridiske Studenter, at det var dem ganske ube­ kendt, at Diktatforelæsninger havde været almindelige i de­ res Fakultet. Je g kunde jo ellers nok have lidt, at Erind­ ringen derom var blevet til­ bage. Derefter falder Talen paa den

Deuntzer ved sit Arbejdsbord paa Landet.

- 75 —