Spejlet

at Romerretten skulde behandles rent historisk, fremkom en Gang en gammel Højesteretsdommer med den Ytring: — Det er muligt, at Ju stin ian ikke ret har forstaaet Goos, men det behøver man da endelig ikke at fortælle Studenterne! — Nellemann behandlede med en beundrings­ værdig Klarhed og Ro Processen og Retshistorien. Han saa væsenlig Retsordningen som et rent histo­ risk Faktum , hvis praktiske Side interesserede ham mest. Det var en Fornøjelse at overvære Nellemanns Udspørgen ved Eksam inerne; hans Spørgsmaal gav ikke Anledning til mindste Misforstaaelse, og det var umuligt for Nogen at slippe uden om det. — Og hvorledes var nu det personlige Forhold mellem Dem og Deres ældre Kolleger? — Særdeles godt. Men ganske vist krævedes der a f os Yngre en temmelig stor Føjelighed. Vi havde pænt at være enige i de Æ ldres Anskuelser. Og efter at vi i nogen Tid havde prøvet at give vort Besyv med, mistede vi Interessen og lod det gaa, som det kunde. Engang var der i en ret vigtig Sag skrevet en uhyre lang Erklæring a f Aagesen, og Matzen og jeg erklærede os kortelig enige med ham. En Dag kom saa Matzen og spurgte mig om visse Punkter i Erklæringen, og jeg maatte da tilstaa, at jeg ikke havde læst den. Hvorefter han øjensynlig lettet betroede mig, at det havde han heller ikke. Forresten har jeg det Indtryk, at Regeringen i alle Fakulteter var i de Æ ldres Hænder. Universitetets Fællesanliggender styredes under et blidt Eneherre­ dømme a f Konsistorium, og de almindelige Lærer­ forsamlinger afholdtes næppe regelmæssigt og be­

søgtes ikke stærkt. Je g selv var ikke nogen stadig Gæst, men det forekommer mig, at jeg undertiden vovede en lille Indvending eller endog gik saa vidt at stemme imod Udvalgsforslag. Det skaffede mig Ord for at være en uforbederlig Oppositionsmand, men blev iøvrigt ikke taget mig synderligt ilde op. — Den lange Tid, slutter Konsejlspræsidenten sine Udtalelser, har kastet en Taage over min Erindring for de Flestes Vedkommende a f dem, der kun i mine første Læreraar var mine Kolleger. Alene Madvig staar klart for mig med hans aldrig svigtende E lsk ­ værdighed og hans Lyst til at diskutere juridiske Æmner. Han paastod, at han var skabt til at være Ju rist og henviste til sine Aner, en hel Række born­ holmske Retsbetjente. Vist er det, at han aldrig lod sig sætte til Vægs i vore Disputer. — I det hele staar disse mine første Universitets- aar for mig som en god og lykkelig Tid. Maaske var Universitetet endnu den Gang som Institution en noget søvnig Anstalt, men for den enkelte Lærer var der den rigeste Lejlighed til uforstyrret Arbejde i det Fag, hvortil han havde helliget sig, og jeg tror, der blev arbejdet ivrigt og udholdende. Hs. Ekscellence tav. Om hans Mund lagde der sig et halvt vemodigt Smil. Skyldtes det Erindrin ­ gen 0111 Universitetsavditoriets stille Fred, der for ham er afløst a f Kampbulderet paa den politiske Arena, hvor han selv er Føreren, — og hvor selve Fredsvennernes Deputation er et Stridens Tegn? Kristian Dahl.

En Skak-Match. »SPEJLET« h a r .opfordret to af vore mest bekendte Skakspillere Overretssagfører Johs. Giersing og Cand. A. C. M. Pritzel til at spille et Skakparti i Bladets Spalter. Da Partiet skal afsluttes i Nummer 8 og et normalt

Korrespondanceparti vil udkræve ca. 40 Træk af hver Spiller, vil de to Herrer foreløbig i al Fald kun gøre hver 10 Træk om Ugen. Nedenfor vises Spillets Begyndelse. Notationen er den sædvanlige af alle Skakspillere kendte. I de følgende Num­ re vil vi tillige ved Diagrammer vise Spillets Stilling efter det sidst fore­ tagne Træk. Hvid. Sort. A. C. M. Pritzel. Johs. Giersing. e 2 - - e4 1 e7 — e5 s gi - - f3 2 S b 8 — c 6 L fl - - b5 3 a7 — a 6 L b5 -- a4 4 SgB — f 6 S h l - - c3 5 L f 8 —■e7 d 2 -- d3 6 d7 — (16 S c3 -- d5 7 b7 — b5 L a4 - - b3 8 0 — 0 a 2 -- a4 9 T a 8 — b 8 a 4 -- b5 10 a 6 + b5

A. C. M. Pritzel.

Johs. Giersing.

— 76 —