Spejlet

Tre Billeder fra „L ivsen s Ondskab“s R ejse til Karlsbad.

En Overfart.

Det er væmmeligt at ligge

og høre paa det Vand. — J a— a . . .

De talte begge to direkte mod Loftet og næsten uden at bevæge Læberne. Skuden gyngede og vuggede: Hlulp . . hlulp . . gurle—gurle —gurle . . . hlulp . . hlulp . . gurle—gurle —gurle . . . — Clausen . .? — Ja . . . — Tror Du, der er tiere sø­ syge end vi?

D e t var paa Sejladsen fra Gedser til Warne­ münde. Vejret var yndigt nok: Solskin og høj Luft. Men det blæste lidt rigeligt fra Øst. Nede i en af Kahytterne laa Toldkontrollør Knagsted og Overlærer Clausen ligeoverfor hin­ anden paa hver sin røde Fløj elssofa. De laa ret ud paa Ryggen med Næserne i Vejret og de foldede Hænder trykket haardt ind mod Mellemgulvet. Og saaledes havde de ligget lige siden Dam­ peren forlod Fødelandets yderste Bolværk. — De kunde ikke se hinanden, thi der stod en Servante imellem dem. Og forøvrigt havde de heller ikke saameget som rørt en Finger, da saa øjeblikkelig Frokostkurven fra Næstved og Kaffen fra Masnedøfærgen begyndte at slaa Smut nede i Maven paa dem. — Det er en lækker Situation for to voksne Mandfolk, lille Overclausen! sagde Livsens Ond­ skab. — Um ja—a .. . De talte af og til et Par Ord sammen; men fordrev ellers Tiden med at glo stift op i Lof­ tet, hvor Lysningen fra Koøjet kom og svandt og kom og svandt alt eftersom Skibet vuggede til højre eller til venstre. — Eller de lukkede Øjnene og lyttede til Bølgernes ustandselige Skvulpen mod Plankerne: Hlulp . . hlulp . . gurle—gurle—gurle . . . hlulp . . hlulp . . gurle—gurle—gurle . . . — Clausen .. ? — J a . . — Sover Du? — Næi . .

— Det er der vel nok . . . Er Du altid søsyg, naar Du sejler? — Næi . . . ikke naar det er stille Vejr. — Jeg synes slet ikke, det blæste, da vi tog fra København i Morges. — Ti nu stille, Knagsted; og lad være at snakke saa meget! Blæsten tog til. Skibet slingrede vældigt. Man havde nu hele Østersøen ind paa Siden af sig, og Bølgerne anlagde nogle sære, ildevarslende Bilyde: Hlulp . . hlulp . . umbø i . . ratsch . . gurle—g u r l e ... —- Hov! Halløj! Nu vælter vi sgu! Du staa for den Skylle, lille Clausen? Overlærerens Øjne stod paa Stilke, og han havde ligefrem boret sine Hænder ind i sin sølle Mave. — Ti dog stille! sagde han — og lad mig ligge i Fred! Men et Øjeblik efter var Knagsted der igen; — Ved Du, hvad jeg er glad over, Clausen? — Hum . . . — Jeg er glad over, at vi ikke kan se hin­ andens Ansigter! . . . Hørte Du, hvad jeg sa’e? Ja . . . " — Er Du ikke ogsaa glad over del? — Jo! — Naa . . . Under­ tiden gik der som et sitrende Drøn igennem Skibet; det var, naar Skruen et Øjeblik kom op over Bølgerne. Vandet masede hen over Dækket, og nogle Luger og Døre sloges liaardt gurle . . Kan Og saa blev der en længere Pause, Men bestandig voksede Blæsten.

- 85 -