Spejlet

»Her vil ingenting gro!« havde Egnens Fo lk sagt saalænge, at det var blevet sandt. »Hvor Ingen p lan ter, vil ingenting gro!« havde de gode gamle Præstefolk, som den Gang boede der, sagt, og saa hegnede og p lan tede de. Heg­ nene skød op, T ræerne skød op indenfor, og i Ly af dem grønnedes U rter og B lom ster med Farve og Duft, Buske og T ræ e r m ed hængende Frugter. Saadan va r det sket i mange, mange Aar med bestandig voksende Kræfter, ind til det nu endelig grønnedes og b lom strede for den ny Præ st; det altsamm en v a r hegnet og p lan tet her, uden at nogen vidste det. Og den ny Præst havde igen, uden at h u n eller Nogen vidste det, bestem t det altsamm en for den unge Brud, han snart, sna rt skulde føre derind. Dér skulde hen ­ des Blomsterrige staa m id t imellem Lyng og blomsterløse Marker. Der stod en Rosengruppe med b iydende Knopper — dem havde han gaaet og set paa fra Dag til Dag, fra T ime til Time og regnet efter, 0111 de kunde staa i fuldt F lor, n aa r h u n kom , og byde hende Velkom ­ m en med Skønhed og Duft til de lave Præste- gaardsstuer. Der va r et dejligt Jo rdbæ rbed , hvo r store indbydende Bær beredte sig paa at rødm e mellem m ørkegrønne Blade — dem havde hans Øjne vogtet paa og tittet efter for at grunde over, 0111 de kunde staa i bugnende Modenhed, n a a r hun kom, og fortælle hende, at der groede Sødme 0111 deres egen lille Bolig. Derfor elskede han Præstegaardshaven, nænnede ikke at bryde en Blomst, ikke at plukke et Bær, før hun kom , for hvem de alene blomstrede og rødmede. F o ran Rosengruppen blev han staaende, først som han plejede. Men hvad kunde det betyde? Den allerførste unge Knop havde Aftenen i Forvejen staaet lige i Udspringet. Den søgte hans Øje ivrigt, m en borte var den. Hvor var den bleven af? Den unge P ræst va r i en lykke­ lig Sindsstemning, men den Opdagelse blev han dog lidt gnaven over. Hvem kunde have nænnet at berøve ham den første Bebuder af Glæden, som han havde gaaet og d røm t 0111 i sin E n ­ somhed? E t ond t Varsel syntes det ham , og mismodig spejdede han efter Synderens Spor. Jo — Tund t 0111 Rosengruppen stod der Mær­ ker af Barnefødder i Jo rden , og — tys — lød der ikke barnlige S temm er længere nede fra Haven? Hurtigt gik han efter Lyden, og der, inde mellem Jordbæ rbedene, stod to travle Smaafyre. Det gav et Stik i den unge Præsts Hjærte da h an fik Øje p aa den ny Dreng og en noget pjaltet lille Person — det kunde ikke være nogen anden end Dumm epeter — med en frisk udsprungen Rose stukket i sin lasede Hue. (Fortsættes.)

Selv havde den ny P ræ st im id lertid en helt anden Fo rk la ring paa den Ting. H an mindedes, hvo r tungt et H jærte han havde siddet med i sit ensomme Kammer og tænk t paa, hvo rdan lian skulde finde Vejen til disse Mennesker, hans hele Liv havde ligget saa langt bo rte Ira, som h an ikke forstod, og som heller ikke forstod ham . Ringe og afmæg­ tig havde h an følt sig, længtes efter at kunne gaa hen til dem og tale aaben t og frimodigt om sine T anke r og Bekym ringer, og dog ikke haft Mod dertil, fordi han ikke vidste, hvad og hvo rdan han skulde sige det, saa de kunde forstaa ham . Og nu — nu gik han hjem og syntes, det v a r altsamm en komm et ganske af si a selv i en ko rt Stund. Hvor havde de ikke været rare, alle disse Mennesker, som h an med Ængstelse havde tæ nk t paa, hvo r v a r de ikke komm et h am i Møde m ed udstrak te Hænder. Det va r for ham , som de va r gamle Venner, og h an kend te dem ud og ind. Hvad va r det dog for et Under, der pludselig var komm et og havde gjort det altsamm en godt. »Jeg ved det!« sagde den unge P ræst i sit stille Sind. »Det v a r Kærlighedens Under. Mit H jærte blev v a rm t for en stakkels Dreng og en bedrøvet Kone, jeg glemte mig selv, m in Sorg og m ine Bekymringer. Andres Sorg blev min, Ordene kom af sig selv, og saa va r alting godt med det samme. Nu er m in Sjæl fuld af Tak derfor. Men mere end det h a r jeg vundet og lært. E t B a rn talte for mig derom uden Ord, og jeg fo rstaar det kun dunkelt endnu — Gud læ r mig at forstaa det!« Saadan lød i hans stille Sind den unge Præsts egen Fork laring , og nu faar enhver at holde sig til den af de to Fo rk laringer, h an helst vil — M istænksomhed er Verdens Visdom. Fangen i sine T anker naaede h an Præste- gaardens Have. Laagen stod aaben, han gik ind igennem den og stod derinde, førend han selv rigtig vidste af det. Men om han end aldrig saa nøje havde overvejet det, kunde h an i dette Øjeblik ikke have gaaet noget bedre Sted ind, for Præ stegaardshaven va r Perlen i hans lille Rige. Kærlige Hænder havde p lan tet den tor ham og fredet om den, længe tø r han eller nogen anden havde kunne t d rømm e om, at det just va r for ham . Det va r der noget køn t i at tænke paa, og Haven selv va r lige saa køn. Viden om i Egnen va r et T ræ et Sjældenhed, Husenes Haver et P a r forkrøb lede Buske, et P a r lilleputagtige Kaalbede og et P a r forknytte Blomster, der hang med Hovederne.

- 92 —