DetKongeligeHofTheater

— 10 — enevældige Konge, og pintes af sin syge Fantasi; med alle Tegn paa sjælelig Uro ledte denne syttenaarige Svækling efter seks »usaarlige, moralske Blinde«, imagi­ nære Væsener, som han kaldte »comme-ca« og haabede at finde blandt de franske Skuespillere eller italienske Sangere. Saavidt hans Omgivelser forstod, skulde disse Fantasifigurer besidde en legemlig Haardhed og sjælelig Raahed uden Grænser, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at hans Forbindelse med et kaadt Dyr som Støvlet-Kathrine netop var betinget af disse forrykte Forestillinger. Forholdet var næppe nogen So lstrå le­ fortælling, som senere Skribenter har villet gøre det til. Ved sin Side i Logen havde Kongen >Gourmand«, Ynd­ lingshunden, som saa’ paa Balletterne og lyttede til Komedien med et Udtryk af Andagt, der gjorde Publi­ kum bristefærdigt af Latter. Men naar Heltefremstilleren, Monsieur la Tour, fik Bersærkergang i de Voltaireske Tragedier, hylede den. Vistnok ikke med Urette. Thi den franske Trup, der med personelle Forandrin­ ger efter Kongens Luner blev her i seks Aar, havde kun ét Fortrin fremfor Skuespillerne paa Kongens Nytorv, nemlig, at komme fra Verdens toneangivende Land. Den talte et Sprog, som blev anset for at være langt finere end det hjemlige. Men Franskmændenes Fremstil­ linger næredes ikke af selve Livet; i Tragedien deklame­ rede de hult og søgte at erstatte Følelse og Forstand med stereotype Smil eller Brøl og Balletfagter. Maaske agerede de mere menneskeligt i Syngestykket og Lystspillet, og det er muligt, at de danske Skuespillere kan have haft Gavn af at se deres galliske Lethed, men i Tragedie­ spillet satte de daarlige Spor, og Tidens første Kritiker,