DetKongeligeHofTheater

— 28 — kalde det danske Lune. Begge Forsøg lykkedes. Paa Nationalscenen parodierede Fru Heiberg i »Romeo e Giulietta« Enthousiasmen, medens Syngemester Henrik Rung paa Hoftheatret lod de danske Operasangere ud­ føre »Le nozze di Figaro« paa Italiensk (Maj 1842). Ved den Lejlighed .skabte Peter Schram sin mageløse Don Bartholo, som i de følgende halvtreds Aar blev en af den danske Scenes Mesterværker. Dog, Christian den Ottende lod ikke Italienerne indvie Theatret i dets nye Skikkelse, men beordrede en dansk Festaften med »Erasmus Montanus« og Prolog af J. L. Heiberg paa Programmet. Da Wallichs Fortæppe var hævet, traadte Fru Heiberg frem og sagde sin Gemals Vers: »Hvor ofte lød i disse Sale

de velske Toner, den d an sk e Tale h er som et Ecko fra gamm e l Tid. Hvad s a a ’ man h e r for brogede Fester

hvilken G limmer og h vilk e Gæster, og hvilken Sum a f sp rud lend e Vid!« Og saa indviede da Fru Heiberg Theatret »til F rem tid s Beilen om Musers F ra n d s«.

Hin 1. November 1842 anede hun ikke, at denne »Bej- len« skulde komme til at saare hende dybt og ramme hendes Mand som Theaterdirektør. Thi da den taabe- lige Italiener-Mani omsider var stilnet af — den døde gradvis ud i Løbet af en halv Snes Aar — kom Hofthea- trets sidste Glansperiode, den vigtigste af dem alle i kunstnerisk Forstand: Frederik Høedts og Michael Wiehes Opposition mod det Heiberg’ske Styre af Nationalscenen.