MiraklernesTid_1700

Op til Zions Gladesskare 99 Det var kutyme, at der blev udgivet korte beretninger og viser om henret­ tede personer og deres død, og de fulgte så godt som altid op på den i Kir­ keritualet foreskrevne praksis, dvs. de populariserede omvendelsen hos den dømte synder og beskrev, hvordan henrettelsen på samme tid var en soning af forbrydelsen og indgangen til himlen for den dømte. Disse udgivelser var et resultat af offentlighedens nysgerrighed for at høre om forbryderne, og bog­ trykkerne forsømte ikke at forsyne markedet. Delinkventviserne, som man kan kalde dem, falder som genre under fællesbetegnelser som skillingsviser, gadeviser eller kommercielle viser.10Viserne var næsten altid anonymt forfat­ tet indtil det i 1790 blev påbudt, at de skulle være signeret med forfatternavn eller på forhånd have censurgodkendelse af politimesteren. Nogle viser kunne fås på selve henrettelsesdagen, mens andre blev trykt umiddelbart efter, enten for at få et referat af henrettelsen med eller for at bekræfte at dommen blev eksekveret. I sin disputats om henrettelserne i 1700-tallets første halvdel har Tyge Krogh underkastet denne visegenre en pionerstudie, hvis resultater det føl­ gende grundlæggende vil bekræfte. Krogh fortæller, at der fra perioden 1713- 1755 er bevaret 60 viser om henrettelser. Mellem 1755 og 1782 findes deri­ mod ingen bevarede.11Bortset fra at antallet af bevarede delinkventviser frem til 1755 faktisk er noget højere end Krogh oplyser, så eksisterer der også et anseligt antal bevarede delinkventvisetryk fra perioden 1755-1782 (og sene­ re).12De fleste af disse tryk (men ikke alle) handler om Struensee og Brandt: At Krogh har overset disse tryks eksistens falder godt i tråd med, at både vise- materialet om Struensee og delinkventviserne som genre længe har været en af forskningens blinde pletter.13 Det samlede antal af viser, satiriske pamfletter og nyhedstryk, der udkom i forbindelse med Struensees fængsling, dom og henrettelse er trecifret. Det kan være vanskeligt at typebestemme mange af de hertil hørende skillingsvi­ ser og afgøre, om de kan klassificeres som ’’ægte” delinkventviser - dvs. om de viderebringer visse faktuelle oplysninger af nyhedsværdi om henrettelsen kombineret med en kristen morale, eller om de må rubriceres som smæde- eller satireskrifter. Men sammenholder man viserne om Struensee og Brandt med andre delinkventviser, vil man se, at der for en række visers vedkom­ mende (antallet skønner jeg til ca. 20) ingen som helst forskel er på, hvordan viserne beskriver synd, omvendelse og død hos dem og andre af 1700-tallets dødsdømte.14 Hvad enten det drejer sig om Struensee eller en af de mordere, der som of­ test var genstand for denne særlige visegenre, så er visernes sprog, opbygning og hensigt nøjagtig den samme. Hvis man derfor skræller ’’kendiseffekten af, bliver Struensee i skillingsviserne placeret i en folkelig diskurs om dødsdøm