MiraklernesTid_1700

Morten Fink-Jensen

100

te, der følger en skabelon, der som fast ingrediens har synderens omvendelse inden henrettelsen. For at vise dette, vil jeg nedenfor sammenholde udvalgte delinkventviser fra 1772 om Struensee og Brandt med udgivelserne i forbin­ delse med to andre henrettelser i København, en i 1767 og en i 1783, som ikke lod henrettelsen af Struensee og Brandt noget efter i brutalitet.15 Heraf ses det også, at skillingsvisernes formidling af de dødsdømtes sidste stunder i en regulær kristen propagandistisk kontekst med fokus på omvendelsen hos de dømte, var en allerede hævdvunden tradition, som fortsatte længe efter Struensees og Brandts død. Kirkeritualet I Kirkeritualet fra 1685 kunne man i sjette kapitel læse om præsternes assi­ stance til fanger, der sad på deres liv, dvs. risikerede dødsstraf som Struensee og Brandt gjorde det efter deres arrestation. Den til opgaven udpegede præst skulle besøge de tiltalte ’’nogle gange”, og pastor Munter har med sine 38 be­ søg hos Struensee, som hans bog er bygget op over, mere end levet op til sin forpligtelse i den henseende. Præsterne havde pligt til at hjælpe de dødsdømte til at ’’fuldkommen forsikkre sig om det ævige Liv” når bøddelen svang sit vå­ ben.16Forinden skulle de gøre fangerne værdige til at modtage nadveren, om nødvendigt ved at true dem med helvedes fortabelse, hvis de nu, stillet over for kirkens sidste, udstrakte hånd, afviste at gribe den og gøre ”en sand og retskaffen Anger og Ruelse over deris begangne Misgierninger”.17Det hand­ lede med andre ord om, at fa de grove syndere til at bekende deres forbrydelse over for sig selv og Gud, og dernæst at formå dem til at angre og åbne deres hjerter på ny for Gud. Dermed fik man dem også til at acceptere myndighe­ dernes dom som udtryk for den retfærdige straf for deres gerninger. Til gen­ gæld var belønningen stor: det evige, lyksalige liv, uanset arten og omfanget af ens jordiske ugerninger. Var den dømte kommet til denne erkendelse, måtte præsten uddele nad­ veren inden henrettelsen skulle finde sted. Den ubodfærdige og ’’halsstarrige” måtte derimod befales Gud i vold, men uden at fa del i nadveren: var man ikke oprigtig i sin tro, når man modtog brødet og vinen, påkaldte man sig Guds fordømmelse. Derfor skulle præsten nøje overveje situationen - ellers kunne præsten jo udvirke sjælens fordømmelse - og hvis der var tvivl, måtte man afstå fra at uddele nadveren og i stedet håbe på, at Gud kunne bevirke omvendelsen hos den forhærdede i sidste øjeblik med saligheden som resul­ tat. Som jeg vender tilbage til nedenfor, modtog både Brandt og Struensee nadveren dagen før deres henrettelse.