MiraklernesTid_1700

Op til Zions Glædesskare 101 Der er eksempler på, at kongerne i 1600- og 1700-tallet enten udstedte benådninger eller udskød en henrettelse på ubestemt tid, fordi de dødsdøm­ te ikke af præsterne kunne bringes til en forståelse for deres synd og derved også en accept af den dødsdom, der var afsagt over dem.18Det gjaldt navnlig sindssyge og ’’afsindige” mordere, som præsterne ikke kunne komme nogen vegne med. Øvrigheden turde ikke altid henrette de ubodfærdige mennesker, men indsatte dem i stedet på livstidsstraffe. Når de døde i fængslet, måtte det være op til Gud, hvad der skulle ske med dem. På den anden side gives der også eksempler på, at ret er gået for nåde. I 1695 blev kirkebøssen i Budolfi kirke i Ålborg brudt op. Tyven blev pågrebet, men anset for vanvittig; han kunne ikke de ti bud, og da biskop Bircherod besøgte ham i fængslet ville tyven ikke engang vedkende sig, at have begået en synd ved sin gerning. Al­ ligevel blev han henrettet to dage senere.19 Alt i alt har man foretaget en helhedsvurdering i de enkelte sager, og det er måske ikke altid at øvrighed og gejstlighed har været helt enige om, hvor parate de dødsdømte har været til at blive stillet for Guds domstol. Men der var forskel på folk, også blandt dødsdømte. En tyv tog man det ikke så nøje med, mens en mand som Struensee var noget ganske andet. At pastor Mun­ ter mødte op hos ham så mange gange, var derfor ikke ejendommeligt. Me­ get har også været afhængig af de enkelte præster og deres opfattelse af egen rolle, idet mange af de retningslinier, der var nedfældet i Kirkeritualet og som foreskrev, hvorledes præsterne skulle berede en dødsdømt, blev fulgt på me­ get forskellig måde. Et reskript af 10. august 1736 viser, at ikke alle præster i København opfyldte deres forpligtelser i forhold til at besøge arrestanter i fængslet. Der var dog også dem, der gik meget op i arbejdet. En præst i Næst­ ved drog i 1781 hele 60 gange af sted for at give kristendomsundervisning til en bestemt kvinde i fængslet, og han blev hver gang hos hende i timevis.20 På henrettelsesdagen skulle præsten opholde sig i cellen hos fangen i en time eller to, og han skulle af yderste evne fa henrettelsesdagen til at blive den dømtes ’’siste Strids-Dag, og hans første rette og uforfalskede Glædis-Dag, hvor ved hand skal faa ende på al sin Elendighed, og giøre en glad Overgang fra dette arme, syndige og ælendige Liv til det ævige salige og udødelige Liv hos Gud i Himmelen”.21 Præsten skulle kontinuerligt læse, synge og bede med fangen, nok så meget for at adsprede ham og tilbyde ham Guds nåde som holdepunkt i stedet for at tænke for meget på bøddelen, der stod og ventede. Fornemmede præsten frygt hos den dømte, måtte han gerne lade skænke vin for ham —dog med måde. Kirkeritualet bestemte oprindelig, at præsten skulle følges med den dømte til retterstedet, og hele tiden holde fan­ gen mentalt fokuseret på Guds frelse. At følges med fangen, og tilmed nogle gange med bøddelen, fandt præsterne efterhånden upassende, og på Struen-