MiraklernesTid_1700

Op til Zions Glædesskare 105 avis læse en annonce for en trykt udgave af et brev, som han i sit fængsel an­ giveligt havde skrevet til sin mor i Tyskland. Det kunne nu købes på Børsen og hos den tyske bogtrykker Stein i Skidenstræde for 2 skilling i den originale tyske version, og for 4 skilling i en dansk oversættelse.24 I brevet udmales et tema om Moerlls sjæl som Jesu brud. Når hans sjæl havde forladt det lem­ læstede legeme, ville Jesus som en ventende brudgom stå parat til tage imod ham i himlen og sætte en gylden krone på Moerlls hoved imens englene istemte et glædeskrig over hamT Det minder temmelig stærkt om de sidste ord og forventninger, Brandt udtalte til provst Hee, inden han lagde hovedet på blokken, og som handlede om, at han nu ville han gå ”sin Siæls Brudgom i Møde”.26 Om Moerll virkelig selv har forfattet denne tekst, kan man tvivle på, men man lægger mærke til, at også Struensees omvendelse blev proklameret gen­ nem offentliggørelsen af breve, som han skulle have skrevet, f.eks. det af pa­ stor Munter trykte brev af 25. april 1772 fra Struensee til sine forældre, hvori han beder dem om ikke at sørge, men i stedet glæde sig over, at deres barn er for evigt saligt.27Trykket med Moerlls brev var også forsynet med en vise - også den angiveligt forfattet af ham selv. Den er intet andet end hans ny- fundne tro på Jesus - sat på vers til salmemelodien O Gud, du fromm e Gud - og den konfirmerer hans frelse: ”Nu Tiden forestaaer, At jeg herfra skal fare, Jeg op til Himlen gaaer, Til Zions Glædes-Skare”. Hans udåd har han sonet med sin henrettelse. Moerlls og Stutz’ henrettelse var, hvis vi skal tro en beretning, der skil­ drer begivenheden, et både gudeligt og blodigt optrin. Ved Østerport stod Gottlieb Seeboth, tysk sognepræst ved Garnisons kirke, og Kastellets præst Jes Vester Jacobsen Bjørnsen, samt to kateketer (hjælpepræster) og discip­ lene (eleverne) på Garnisons skole klar til at modtage de dødsdømte. Da de så rakkersluffen komme skrumplende begyndte præsterne at læse af bibelen og bede, og til skolebørnenes salmesang blev Moerll og Stutz ført ind på ret­ terstedets midte.28 Her knælede præsterne, kateketerne og disciplene mens Moerll fremsagde en lang bøn, hvori han erkendte at han og Stutz var de skyldige, forført som de var af deres iboende ondskab (arvesynden). Deres syndige levned var tilskyndet af Satan, hvis snarer de sad fast i: ’’Skulde det have gaaet os efter Fortjeneste, havde vi længst siden lagt i Helvede! Men heldigvis havde Gud reddet dem, sagde Moerll, og lovet dem evig salighed. Gud blev derpå prist højstemt og længe, men ifølge beretningen glemte Mo­ erll ikke at besynge den danske konge for at have formildet deres straf (!), ja, hele det enevældige statssystem blev skamrost. Med Moerlls afsluttende bønner og anråben virker kontrasten skarp mel­ lem det forhold, at man med en udgivelse som denne på den ene side ville bruge delinkventerne som et advarende spejl: se hvor galt det går ( O! at Syn-