MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

9

alene var Guds, og at Guds nåde så at sige var gratis eller en ”ren gave”. Ifølge den franske socialantropolog Marcel Mauss er forestillingen om den rene gave imidlertid en illusion - hver gang en gave gives, bliver der etab­ leret en forbindelse mellem giver og modtager. Modtageren forpligtes til at acceptere gaven og til at give noget til gengæld, hvilket er ensbetydende med gaveudvekslingens fortsættelse. Som vi skal se, lod dette gengældelsens prin­ cip sig hverken udradere fra den officielle eller uofficielle kristne lære i Dan­ mark.15 Den lutherske konfessions officielle linje overfor de fattige, almissegivnin- gen og gerningskristendommen var ganske klar. Det var den også, da man i den danske kirkeordinans fra 1537 understregede, at den katolske motivation ikke længere kunne anvendes, men at man udelukkende skulle give almisse, fordi det var en almindelig religiøs pligt for alle kristne mennesker. Almissen var fortsat et væsentligt element i fattigforsorgens økonomi, men motivet til at give skulle ændres. Det var præsternes opgave at forklare dette for befolk­ ningen.16 En række historikere har sat spørgsmålstegn ved, om Reformatio­ nen på dette punkt slog igennem i praksis. Flere mener således, at teori i vidt omfang vedblev at være teori, og at de katolske ritualer og sædvaner kun lang­ somt - gennem en flere hundrede år lang overgangsperiode - blev afløst af den nye bekendelse. Katolske reminiscenser og holdninger, der afveg fra Luthers, var således udbredt blandt den nye protestantiske kirkes gejstlighed.17 Ifølge den første sjællandske biskop efter Reformationen, Peder Palladius, var almissegivning til de fattige en uomgængelig kristenpligt. Men for Pal­ ladius havde almissegivning også et egennyttigt og socialt motiv: alle kunne risikere selv at blive afhængig af andres hjælp på grund af alder, sygdom og ulykke. Var man ikke barmhjertig mod de fattige, kunne man ikke forvente hjælp, hvis man selv endte i ulykke og fattigdom. Palladius’ pointe var, at man - ud fra et rent egoistisk nyttesynspunkt - skulle give de fattige lige så meget, som man ønskede at modtage, når og hvis man selv kom i samme si­ tuation.18 Mere overraskende opererede Palladius også med et løn- og straffemotiv i sin argumentation for almissegivningen. Den barmhjertige almissegiver kun­ ne regne med at få sine gaver til de fattige tyvefold igen fra Gud. Omvendt kunne den, der ikke gav, være sikker på Guds straf både her og hisset. Menne­ sket skulle prise sig lykkeligt over blot at have brød og husly, og demonstrere dette for Gud ved at hjælpe de ulykkelige. Forsømte man dette, ville Gud nok vide at sørge for, at man selv blev den næste, der måtte gribe til tiggerstaven. I stedet for alene at henvise til den lutherske dogmatiks egentlige begrundel­ se for almissegivningens kristelige nødvendighed - den kristne næstekærlige barmhjertighed - fremhævede Palladius truslerne om straf og løfterne om løn