MiraklernesTid_1700

108

Morten Fink-Jensen

Musketeren blev gjort til genstand for mindst to viser, som kendes i dag. I begge tilfælde var forfatteren anonym, ligesom begge viser er traditionelle i forhold til genren: Delinkventen har syndet (motivet fremgår ikke), han er i Djævelens vold, men i sit fængsel indser han og angrer sine vildfarelser, idet han gruer for Helvedes pinsler. Fuldstændig som Kirkeritualet vil have det. Han dør derfor glad og fro, fordi Himlen og saligheden venter ham. Den ene vise, En opvækkende Nye Viise, der var trykt hos Thiele, lagde allerede i det før­ ste af visens 16 vers klart frem, hvordan det ville gå den, der ikke tog ved lære af musketeren: han ’’Syndens Slave bliver, og al Ondskabs Synd bedriver”.32 Det berøres derpå kort, at han har myrdet sit barn, men ellers hæfter vi­ sen sig ved, at han i begyndelsen ikke angrer, men i stedet tragter efter at slå endnu flere ihjel. Han spotter derfor også Guds ord og præsternes forsøg på at få ham omvendt. Det må anses for at være en så detaljeret information, at den må have sin hjemmel. Det relativt lange tidsrum fra forbrydelsens udførelse (1. september) til dødsdommens eksekvering (11. december) kan sikkert tages som udtryk for dette; henrettelsen blev trukket ud indtil man havde nogenlunde vished for Petersens omvendelse. For som det altid går i vi­ serne, kom omvendelsen i hus. Den smertelige og vanærende død, han skulle gå i møde, regnede han derefter ligesom Moerll ikke mere som en straf, men snarere en gunstbevisning: ”Er den Død, som rammer mig/End for Verden skammelig/Den dog mig til gode tiener/Da den mig med Gud forener” (vers 14). Dog, han kunne nok være smerten ved denne død foruden, og det brug­ tes til at advare andre, så de kunne undgå at lide samme skæbne: ”Gud, lad dog dit ord opvække/Hver, som død i Synden er!/Lad mit En­ deligt afskrække/Alle fra Misgierninger!” (vers 16). Den anden bevarede vise om Petersen blev trykt af Peder Horrebow i Lille Helliggeiststræde nr. 160.33 På titelbladet ses et træsnit af et ansigtsløst menneske liggende med indvoldene væltende ud af maven. Det må alludere til Petersen, selv om partering eller udtagelse af indvoldene ikke var en del af hans straf. Visen følger fuldstændigt den af Thiele trykte vise, og det ikke kun, hvad angår emne og morale, men også metodisk. Også her er Petersen den forhærdede synder, der nægter at lade sig omvende: ”Jeg ringe kun agtet at Herren var vred/Og frek imod Naaden mig teede/ Jeg rasende imod Omvendelsen stred/Og vilde mig ikke berede” (vers 10). Men da dommen var afsagt, et ’’Glimt i min Siel af Anger blev tændt”. Han beder derfor om tilgivelse hos Gud - og får den. Gevinsten er klar: ”Ak straf du kun her, Og skaane mig der” (vers 13): Ved at lide sin død for bød­ delens hånd, vil han blive mødt med nåde hos Gud. Også denne vise klinger ud med en morale henvendt til offentligheden: