MiraklernesTid_1700

Op til Zions Glædesskare 111 vede. Normen var desuagtet, som med Moerll og Petersen, at viserne under­ stregede Guds nåde. I tilfældet Struensee og Brandt er det kendeligt, at historien om deres omvendelse blev vidt udbredt i forbindelse med domsafsigelsen tre dage før henrettelsen. Det ses f.eks. af visen En sandfærdig Poenitentze-Sang componeret a f den fangne Grev Brandt i Citadellet , der blev trykt hos bogtrykker Thiele i dagene mellem domsafsigelsen og henrettelsen.3'’ Det var et udbredt kneb fra viseforfatternes side, at lægge ord i munden på de dødsdømte, og i denne sang indser Brandt rigtigheden af ordsproget højt at flyve, dybt at falde. Han og Struensee var hovmodige og drevet af vellyst, synger Brandt, men som myg, der kom lyset for nær, endte de med brændte vinger. Der er derfor ikke mere for dem i denne verden, men alt håb er ikke ude; nu er det himlens nå­ destol, det gælder. Brandt ved, ifølge visen, at han og Struensee med omven­ delsen kan opnå himlens fred: ’’Opløftes da vor Tanke/Vort Hierte, Aand og Siel!/Hist er den sidste Skranke/Hist evigt Vee og Vell/O! naar vi kun det sidste/Kan naae i Him­ melsk Fred/Da maae vi gierne miste/AI Livets Herlighed!” (vers 11). Som vi har set det med Moerll og Petersen, var sådanne afskedssange me­ get populære, og Thiele var også umiddelbart efter henrettelsen leveringsdyg­ tig i en ny vise, som foregøgledes at være komponeret af Brandt i hans sidste stund. Det er sikkert gået stærk med at få den trykt, for i første omgang kom forfatteren til at stedfæste henrettelsen til det notorisk forkerte ’’uden for Sta­ dens Nørre-Port”.36Heldigvis var der omsætning nok til, at et nyt oplag kun­ ne trykkes, hvor det kunne blive rettet.37 Også denne følger delinkventvise- genren ved at Brandt fortæller om sit hovmod og anslag mod kongen (at ville myrde ham), for dernæst at sige, at denne uret hævnes ved hans henrettelse, og at andre skal tage sig i agt for ikke at ende på samme måde: ’’Enhver af mig kan lære/At man bør frygte Gud/Og Kongen trolig være/ Og holde Begges Bud” (vers 24). Men Brandt selv gik glad sin død i møde - hvor frygtelig en synd han end havde begået - for han var renset for Gud. Derfor ville han uden frygt træde op på skafottet: ”Min Død jeg gaaer i Møde/Med et fornøiet Sind/Jeg her for Synd maae bøde/Som Satan pusted ind” (vers 21). Som med morderhenrettelserne i 1767 og 1783, var grunden til, at både Brandt og Struensee ifølge viserne med sindsro kunne se døden i øjnene, at de på skafottet sonede deres forbrydelse. De betalte med deres blod for de begåede forbrydelser, og som det hedder i en vise udsendt af bogtryk­ ker Stein (efter alt at dømme forud for henrettelsen):38 ”At døe for en Skarp­ retters Haand/Er timelig Vanære/Men hvad er det? naar Siel og Aand/Kan frelst for evig være” (vers 14).