MiraklernesTid_1700

Morten Fink-Jensen

114

Det betyder langt fra, at Miinters bog er et bevis for Struensees omven­ delse. Tværtimod gør Miinters egne forbehold det temmelig umuligt at tro på den. De første argumenter i henseende hertil er paradoksalt nok hentet fra episoder og udsagn, der synes at bekræfte Struensees imødekommenhed over for Miinters åbenlyse omvendelsesstrategi. Struensee modtog nadveren dagen før sin henrettelse, og det er en indi­ kation af, at han havde accepteret sin rituelle rolle i henrettelsesceremonien (men ikke nødvendigvis noget bevis for hans sande omvendelse). Nadverud­ delingen var foreskrevet i Kirkeritualet, men den fængslede skulle forinden skrifte, og præsten skulle kun uddele nadveren til den, der var værdig. Brandt gennemgik ifølge Hee et omvendelsesforløb, der lignede Struensees, og også han skriftede og modtog nadveren dagen før henrettelsen. Ifølge Hee var Brandt "andægtig og vemodig” under nadveruddelingen.44 Brandt havde på det tidspunkt, siger Hee, taget troen til sig på ny, sådan at han som genfødt kunne bestige trappen til skafottet som var det Jakobs stige. Derfor kun­ ne Hee ligefrem garantere, idet han parafraserede Kirkeritualet, at Brandts henrettelsesdag ikke bare var hans dødsdag, men også hans evige forløsnings dag.45 Det er fuldstændig samme besked, som skillingsviserne allerede i må­ nedsvis havde fastslået. Når brødet og vinen har skullet gives den dødsdømte, har mange præster i tidens løb nok måttet fire lidt på samvittigheden, men at den velovervejede Struensee, med Kastellets kommandant von Hoben som vidne, modtog brø­ det og vinen, er et udtryk for, at han i det mindste i det ydre spillede den om­ vendtes spil. Miinters beretning om nadveruddelingen er lakonisk: "Jeg holdt en kort Tale til ham, absolverede ham efter Kirkens Brug, og meddeelte ham den hellige Nadvere”.46At den ikke ligefrem ordknappe Munter ikke gjorde et større nummer ud af det i sin bog, får det til at virke som noget, han helst ville have hurtigt overstået. Struensee havde heller ikke lyst ti at gøre sig selv til redskab for troen. Han sagde således til Munter, at han ikke ville gøre en "Parade for Menneskene” eller "udvortes at antage en fremmed Gestalt” over for dem, der var stimlet sammen foran skafottet i håb om, at høre ham en­ ten angre sine gerninger eller bekende sin kristne tro.47 Munter indvilligede endda i at gøre det ekstraordinært kort, når han på retterstedet skulle stille Struensee de spørgsmål om dennes tro, som Kirkeritualet pålagde ham. Det indikerer, at Munter ikke just regnede Struensee for en ny Moerll. Som vi har set, svømmede trykkerierne i dagene efter domsafsigelsen 25- april 1772 over afviser og beretninger om den forestående henrettelse, og næ­ sten alle slog de hårdt på, at Struensee gik ind til den evige salighed som en omvendt synder. Men allerede den 14. marts havde Munter over for embeds­ manden Bolle Luxdorph bedyret, at han havde "got Haab” om Struensees