MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

10

på jorden og i det hinsides i en sådan grad, at han fik det til at se ud som om, at frelsen afhang af gode gerninger.19Palladius anvisninger tegner dermed et langt mere broget billede af holdningen til de fattige og almissen efter Refor­ mationen end Luthers tekster og Kirkeordinansen giver indtryk af. I historikerkredse var det i mange år den gængse opfattelse, at den religiøst betingede fattigforsorg led alvorlig skade ved Reformationen.20Begrundelsen var ganske logisk: I den lutherske forkyndelse afvistes den katolske gernings­ kristendom og dermed også motivationen til at give almisse.21 I løbet af de se­ neste 25 år er denne tese dog blevet imødegået. Historikeren Troels Dahlerup har således påvist, at den private godgørenhed fortsat udgjorde et væsentligt bidrag til fattigforsorgen efter Reformationen. Reformatorernes kamp imod afladsbetaling og de gode gerningers frelsesgaranti var ikke automatisk ensbe­ tydende med, at almissesystemet bekæmpedes og indskrænkedes. Teologisk set flyttedes fokus fra almissegiveren til modtageren. Det var et religiøst impe­ rativ for den kristne at give almisse af ren kærlighed til den fattige næste. Det var ikke længere giverens, men modtagerens, forhold, der stod i centrum.22 Det var imidlertid ikke alene den private godgørenhed, men også den katolske almissekulturs forestillinger og normer, der levede videre i årene ef­ ter Reformationen. Almisser blev stadig givet i håb om frelse. I sine arbejder om kirken og de fattige i 1500-tallet har historikeren Carsten Selch Jensen pointeret, at de fattige efter Reformationen fortsat indtog en central rolle i det religiøse liv: ”De fungerede her som højt skattede forbedere og var følge­ lig målgruppe for en udstrakt velgørende virksomhed, der vel at mærke ikke ophørte med Reformationen, skønt den teologiske begrundelse ændrede sig på nogle områder”.23Også andre fremstillinger bekræfter, at traditioner med rod i katolicismen fortsat levede videre efter Reformationen.24 Sådanne betragtninger synes ikke mindst interessante som baggrund for Oplysningstidens københavnske almissekultur, som skal præsenteres i det følgende: Denne almissekultur minder nemlig til forveksling om det almis- segivningssystem, der var almindeligt forekommende i årene omkring Refor­ mationen. Kristendom og folketro Efter alt at dømme overlevede den katolske kirkes syn på tiggere som samfun­ dets velgørere i brede dele af befolkningen til et stykke ind i det 19. århund­ rede. Mange var overbevist om, at enhver betler eller landstryger kunne være Herren eller en af hans ærkeengle, der forklædt vandrede rundt på jorden og afprøvede menneskets sindelag og omhyggeligt noterede alle velgerninger og synder, som, når de blev opregnet, gav billet til Guds rige. Ifølge historikeren