MiraklernesTid_1700

Thomas Oldrup

136

den lille indhegnede plads til kanoner foran hovedvagten på Kongens Ny­ torv. På Geddes kort stikker’ den ud, går imod det pæne og det retlinede - og derfor bør denne gengivelse altså tillægges en høj grad af troværdighed. I den klassiske kildekritik vil vi sige, at det der går imod tendensen, bør til­ lægges en vis troværdighed. Denne pointe fører naturligt over i det næste og ligeså vigtige punkt. Ligesom andre former for historiske kilder kan kort nemlig også være præget af en tendens i en bestemt retning. Med Kristian Erslevs ord skal hi­ storikeren undersøge, ’’hvorledes menneskets individualitet har præget hans gengivelse af virkeligheden” med henblik på at korrigere herfor.38 Historike­ ren Sebastian Olden-Jørgensen har formuleret det på en lidt anden, og efter min mening, bedre måde: Tendens er ”den systematiske op- og nedpriorite­ ring af informationer (incl. den absolutte nedprioritering, udeladelsen, og den absolutte opprioritering, tilføjelsen)”.39 Hvad er det da for nogle op- og nedprioriteringer, som vi må tage højde for hos Gedde? Først og fremmest er der de militære hensyn, dernæst de æstetiske ’behagehensyn’. Lad os tage det sidste først: Gedde vil behage kongen. Han vil præsentere den smukkest mulige by for majestæten, og derfor undlader han at skildre de mindre flatterende sider af residensstaden. Kortet er f.eks. en dårlig kilde til at vurdere byens sociale forhold anno 1761. Fattigkvarterer er ikke prioriteret særlig højt. Gaderne omkring St. Nikolai kirke, f.eks., var meget snævre. Ved en kongelig befaling 1754 blev det påbudt, at hver gang et hus i dette kvarter blev revet ned, skulle facaden flyttes tilbage, så gaderne med tiden blev bredere. Det gav gaderne omkring Nikolai Kirke et mærkeligt ’’hakket” præg, som ikke ses på Geddes kort, hvor de er ligeså fine og lige som gaderne i resten af byen.40 Baghuse eller baggårde er stort set ikke medtaget, med mindre der er tale om fine, parklignende haver mellem husene. Og selvfølgelig var der dybe ren­ destene over hele byen. Det var brede grave med træplanker over, så dybe at litteraten K. L. Rahbek i 1772 på St. Annæ plads kunne falde i ’’uden at naa Bund”.41 De var absolut store nok til, at de burde kunne ses på kortet, hvis det var blevet prioriteret. Et andet eksempel er Kongens Nytorv, som københavnerviddet på dette tidspunkt kaldte for ’’Hallands Aasen”. Pladsen blev kun langsomt brolagt, så der lå bjerge af jord og sten, der mindede om det kuperede terræn på Hal- landsås i Skåne.42 Gedde fremstiller pladsen som en fin, hvid plads - den er helt sikkert blevet forskønnet til lejligheden. Og naturligvis er der sket overdrivelser af de bygninger, som kongen har prioriteret. Det er åbenlyst, at spiret på Vor Frue kirke i virkeligheden ikke rækker helt hen til St. Petri Kirke, ligesom det ikke kun er byens kirker og