MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

154

naliseringen af den fromme, der ville efterleve skriftens ord. I en tid, hvor lovgivningen i det store og hele ellers var indrettet efter de religiøse normer og de guddommelige påbud, og hvor en fundamentalistisk kristendomsforståelse var fremherskende blandt både høj og lav, måtte man­ ge opleve et forbud mod almissegivning som ukristent. Således også Jacob Lodberg, der var provst ved Vor Frue Kirke. I 1716 holdt han en prædiken, hvor han tordnede imod fattigforordnin­ gens forbud mod tiggeri og almissegivning og mod statens kriminalisering af Kristi ord: ’’Siden Kristus siger: Giv den, som beder dig og vis ikke den bort, som begærer at låne af dig, kan ingen ordre fri dig fra at gøre det. Kristi regel kan ikke af nogen verdslig øvrighed gøres til intet. Gud skal adlydes mere end mennesker”. Lodberg kritiserede derefter bestemmelsen om, at almisser i ste­ det skulle lægges i fattigbøsser og siden distribueres til ’’værdige” fattige af de ansatte i byens fattiggvæsen. Den kristne almisse krævede nemlig, at giveren havde en personlig kontakt med modtageren for at almissen kunne virke ret kristeligt i sindet, for ”da er almissen dobbelt, når jeg kender dem, som jeg gør almissen. Selv gider tale med dem, selv (har) trøstet dem, selv formanet dem”. Lovens forbud mod almisse stred mod Guds befaling og gav problemer for de troende - ’’Guds børn” - som hindredes i ’’Kristendoms øvelse”. Lod­ berg anbefalede derfor, at loven blev revideret og at almissegivning atter af­ kriminaliseredes. Blandt tilhørerne denne dag i kirken befandt sig imidlertid også et eller flere medlemmer af byens fattigvæsensdirektion. Lodberg blev indberettet for ulydighed mod kongen, og måtte senere forsvare sig for en nedsat kommission. Men han stod ved sine ord. De var, fremhævede han, nemlig ikke udtryk for ulydighed mod majstæten, men ’’det er en samvittig­ heds drift og frygt for Gud som er over mig. Er min samvittighed ret, så kan jeg jo ikke tale det, som er uret”.2 Konflikten mellem Lodberg og det københavnske fattigvæsens direktø­ rer om, hvorledes almissegivning skulle administreres illustrerer en konflikt, der var typisk for de forskellige positioner inden for den tids socialpolitik. Grundlæggende var der på den ene side en religiøs position, som tillagde biblens ord større vægt end de verdslige myndigheders og på den anden var der en verdslig position, der omvendt lagde vægt på realpolitisk handling og samfundsøkonomi og skød de religiøse krav i baggrunden. Tiden skulle vise, at den første holdning —og dermed Jacob Lodbergs opfattelse af de religiøse pligter - tilhørte en svunden tid. Nye vinde blæste over 1700-tallets kristne Europa, og bureaukraterne fortrængte i løbet af det 18. århundredes sidste halvdel gejstligheden fra dens tidligere så dominerende indflydelse på det so­ cialpolitiske felt. Fremtiden tilhørte samfundsingeniørerne, moralfilsofferne,

Made with