MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

156

1 1859 bragte Il­ lustreret Tidende dette maleriske billede a f tiggere i den syditalienske by Napoli. Det har nappe varet sarligt malerisk eller romantisk at have varetfa t­ tige i virkelighe­ dens Napoli (Kø­ benhavns Stads­ arkiv).

bjærgede og arbejdsomme moralsk overlegne, hvilket tydeligt demonstrere­ des i de tiggermunkeordener - særligt kendt er Franciskanerordenen - som søgte at følge i Kristi fodspor ved netop intet at eje, men opretholdt livet ved tiggeri mod til gengæld at bede for de godgørende almissegivere.4Tiggere be­ tragtedes ikke (i hvert fald ikke principielt og teologisk) med foragt og uvilje, men med sympati. Den italienske adelsmand Saba de Castiglione betegnede i 1549 ligefrem de fattige som ”det sande billede a f vor herre Jesus K ristu sf Tiggeren var på sæt og vis den fysiske inkarnation af et religiøst ideal. Yd­ myghed og forsagelse var fundamentale værdier i Middelalderens kristne tro, og i den tidlige kristne litteratur blev pauperitas (fattigdom) direkte sidestillet med humilitas (ydmyghed). En afgørende forudsætning for denne doktrin var det imidlertid, at fattigdommen var selvpåført og ikke påtvunget den enkelte af ydre omstændigheder. Kristi fattigdom havde været frivillig. Han havde utvunget givet afkald på sin værdighed som jødernes konge og Guds søn, og de, der fulgte hans eksempel ved at give afkald på magt og rigdom, var derfor religiøse forbilleder og prisværdige individer.6 Som ærkebiskoppen i Firenze fremhævede, var frivillig fattigdom og afvisningen af de verdslige go­ der en dyd, mens ufrivillig fattigdom omvendt ledte den enkelte i fristelse og fordærv - især da hvis den ufrivilligt fattige blev opmuntret med almisser. Som en konsekvens af denne kristendomsforståelse udviste kirker og klo­ stre en udstrakt godgørenhed mod de fattige. Jævnligt uddeltes der fra kirker­ ne og klostrene almisser til tusindvis af fattige ved særlige rituelle lejligheder, og der skeledes ikke til den enkeltes trang eller til om nogle fik mere end an­ dre. Det centrale var nemlig ikke den enkelte fattiges grad af elendighed, men giverens fromme sindelag. Det var tanken, der talte. Ved at vise godgørenhed