MiraklernesTid_1700

Tiggernes by

157 mod de fattige, satte man point ind på sin himmelske konto og forhøjede sine odds for en plads i det forjættede land. Ved godgørenhed - det, som 1500-tallets reformatorer senere så foragte­ ligt kaldte ’’gerningskristendom” - påvirkede man selv sine egne chancer for frelse og salighed og forkortede tiden i den frygtede skærsild. En sådan forstå­ else af de barmhjertige gerninger kunne ikke undgå at dreje fokus fra modta­ geren til giveren - fra den fattige og trængende til den fromme almisseyder, hvorfor det da også blev mindre betydningsfuldt om almissemodtageren var en ’’værdig” eller ’’uværdig” trængende. Det dybere psykologiske incitament var giverens mulighed for en plads i det himmelske. Da kirkernes og klostre­ nes funktion var at bede for den samlede menneskehed og udøve gode ger­ ninger på de kristnes vegne, gav det god mening med disse masseuddelinger af almisse. Det var også forestillingen om de fromme gerningers indflydelse på den enkeltes mulighed for frelse, der gjorde, at de rige og velstillede donerede store pengebeløb til kirken, således at denne kunne yde hjælp til de fattige. Herved sikrede giveren sin frelse samtidig med, at han kunne demonstrere sin jordiske rigdom for alverden. Senere tiders skelnen mellem værdigt og uvær­ digt trængende var altså, om ikke ukendt, så dog ikke almindelig udbredt i Middelalderens Europa.8Til trods herfor diskuteredes det allerede i Højmid­ delalderens kirkeret, hvor langt den religiøse pligt over for fattige rakte, og om man risikerede at forspilde menneskelige sjæle ved ikke at sætte betlerne i arbejde. Arbejdet var, også i den katolske kirke, nemlig en religiøs pligt, kir­ ken lagde stor vægt på.9 De fattige var på deres side bevidste om deres funktion i den middelal­ derlige verden. De var sat på jorden for at give de rige mulighed for at slippe gennem nåleøjet ved hjælp af almisseuddeling! Dette aspekt understreges af, at de fattige til gengæld for almissen moralsk forpligtede sig til at bede for giverens sjæl. Der var med andre ord tale om, hvad vi nærmest kunne kalde en vareudveksling eller byttehandel: Almissegiveren købte en ydelse - forbøn og lovsang - af den fattige, hvorved relationen mellem giver og modtager var tosidig og ikke, som efter Reformationen, hvor individets mulighed for at påvirke sin egen salighed brutalt afskaffedes, en envejsrelation, hvor modta­ geren intet andet end sin taknemmelighed havde at betale tilbage med. Almissen repræsenterer på sin vis en variant af den universelt udbredte ’’gavegivningskultur”, hvor giveren på den ene side er underlagt et moralsk krav om at dele ud af sin rigdom for ikke at pådrage sig gudernes mishag og blive straffet herfor ved at miste den (eller frelsen), og modtageren på den anden side ved modtagelsen af gaven forpligtes moralsk overfor giveren til at yde en gentjeneste eller ’mod-gave’.10 I den italienske dominikanerpræst