MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

14

I Adresseavisens annoncer om gaver til de fattige får vi et sjældent indblik i 1700-tallets almissekultur, en kultur der, som vi skal se, hverken byggede på Oplysningstidens eller lutherdommens idealer, men snarere havde rødder i Middelalderens almissesystem. I den brede befolknings øjne var miraklernes tid endnu ikke forbi. De barmhjertige Almissegivernes identitet blev kun sjældent afsløret i Adresseavisens almisse­ notitser. Som regel var annoncerne blot underskrevet med giverens initialer. Det sikrede giveren, at han kunne genkende sin egen notits. Muligvis kunne en del af avisens læserskare også regne ud, hvem giveren var, hvis der var tale om mere usædvanlige initialer, som eksempelvis den christianshavnerinde, der takkede for en nyligt overstået fødsel og underskrev sig "C.L.A.H.” i en almissenotits fra efteråret 1790.37Nogle givere håbede måske på at blive gen­ kendt og høste bifald i offentligheden for deres godgørenhed. Nogle givere understregede endda vigtigheden af annoncen ved selv at bede om almissens bekendtgørelse: ”Til Sikkerhed for mig, at det [almissen] er Deres Velbyrdig­ hed rigtig indhændiget, ville De behage at tage af disse 2 Rdlr. saa meget, at det kan averteres i Adresse-Contoirets Efterretninger”.38 I notitserne afslørede giverne kun sjældent deres identitet. I de tilfælde, hvor giverens identitet enten helt eller delvist afsløredes for Adresseavisens læserskare, synes det ofte at have været avisens redaktion eller en fattiginstitu­ tion, der ønskede at fremhæve, at en enke, en tjenestepige eller en lærling gav en rigsdaler eller to af sin ringe løn, og derfor var et eksempel til efterfølgel­ se.39Det bemærkedes således særligt, da ”en Læredreng her i Staden” skænkede fattigvæsenet en rigsdaler til uddeling blandt de mest trængende.40 Enkelte givere følte tilsyneladende selv trang til at opgive deres navn i al­ missenotitsen. Det var tilfældet, både da skomagermester J.S. Færslew i Vand­ kunsten nr. 30 i 1790 gav en rigsdaler i almisse med bøn om, at de fattige ville takke Gud for hans kones nedkomst med trillinger, og da Jørgen Henningsen samme år skænkede to rigsdaler i håb om, at de fattige modtagere ville ’’bede Gud om Hielp for et sygt lille Barn, og at det maatte skienkes en hastig og fuldkommen Helbred”.41 Det var imidlertid mere undtagelsen end reglen, at almissegivere opgav deres navne, og alt tyder på, at den normale praksis og etikette ved almissegivning var den anonyme eller næsten anonyme gave. Større gaver, eksempelvis testamenter, blev dog almindeligvis givet i fuld of­ fentlighed.42 Ofte fortæller donationernes størrelser mest om giverne. Almissernes stør­ relse strakte sig typisk fra et par skillinger og op til 50-100 rigsdaler. Denne