MiraklernesTid_1700

158

Peter Henningsen

Giordano di Rivaltos prædikener fra det 13. århundrede ekspliciteres dette forhold, idet almissegivning direkte fremstilles som en kontrakt og en gave­ udveksling, hvor den tigger, der modtager en almisse, er forpligtet til at bede for sin velynder. Almissegivning var en måde, hvorpå man kunne sone sine synder, og de fattige var ikke bare sociale tabere i et stærkt hierarkisk opdelt samfund, men nyttige brikker i et religiøst puslespil. De fattiges eksistens var en naturlig del af Guds store plan for menneskehedens frelse. Der er næppe tvivl om, at de fattige kendte deres egen rolle i Guds plan og ofte spillede på den. De kendte deres nytte og funktion, og det ses endda, at tiggerne til tider var både så accepterede af omgivelserne og så selvbevidste, at de dannede egentlige professionelle broderskaber. Tiggeri var en profes­ sion med egne arbejdsmetoder, egne teknikker og eget moralske kodeks - og tiggerne dannede nogle steder sociale organisationer, der til forveksling min­ dede om håndværkernes laugsorganisering.11 Sultens slavehær De fattige, som havde gjort tiggeriet til deres professionelle levevej —og det var ikke så fa endda - var hele tiden på farten fra kloster til kloster, fra den ene rituelle uddeling til den næste. Vandringerne var dikteret af den særlige ’’kalender”, der fortalte dem, på hvilke dage de forskellige klostre uddelte al­ misse. Disse begivenheder var bestemt til faste dage på året og man vidste på forhånd, hvornår uddelingerne fandt sted. Tiggerne rejste over store distancer for at være ved det rette kloster på rette tid, og vandringerne var, om man så må sige, essensen af deres tilværelse. Det siger sig selv, at de professionelle tig­ gere satte stor pris på de årligt tilbagevendende almisseuddelinger, og da de undervejs på deres vandring kunne regne med en beskeden daglig forsørgelse ved de klostre og religiøse institutioner, de kom forbi, var det muligt at basere en hel eksistens på dette grundlag.12 De vandrende flokke af tiggere var selvfølgelig et fænomen, der først og fremmest kunne iagttages i landområderne, men også datidens større byer var, som nævnt, fyldt med tiggere. Ja, man kan vel ligefrem sige, at de var et fast motiv i det formoderne bybillede. Middelalderlige fremstillinger med ur­ bane motiver vrimler således med tiggere, der indgår som dekorativ staffage på linie med byernes arkitektur, arbejdende håndværkere, handlende i deres kramboder osv. Det samme gør sig gældende med den kirkelige ikonografi og billeder fra kirkens liv i det hele taget. I de menneskemængder, man ser skildret udenfor kirkerne på religiøse billeder, ses ofte en vrimmel af tiggere og vanføre.