MiraklernesTid_1700

160

Peter Henningsen

grædende børn samlet i flok, som med hundeøjne fortvivlet bad de forbipas­ serende om en skilling eller små sultne, grædende børn, der gik fra dør til dør og sang for husenes beboere. Med børnene som gidsler behøvede de tiggende kvinder ikke at fremvise fysiske dårligdomme ligesom mændene. De mange små uforsørgede børn var et vægtigt nok argument i sig selv.15 Fra 1650’ernes Stockholm findes talløse beretninger om tiggende børn i byens gader. Ofte var det forældrene, som sendte dem ud for at erhverve brø­ det på denne måde, men mange var også af egen drift kommet til byen fra de omkringliggende landområder. Når fattigfogederne fik fat i dem, blev de for­ hørt og sat i Barnhuset. Fra forhørene ved man, at børnene ofte var forældre­ løse stakler, plaget af nød, sygdom og elendighed. Ikke desto mindre indsatte man dem til strengt arbejde i byens tugthus. Børn helt ned til 4-5 års alderen blev behandlet på denne lidet hensynsfulde måde.16 Foruden børn var en anden væsentlig ingrediens i de professionelle tigge­ res værktøjskasse de slidte og usle klæder. En velklædt og renvasket tigger er en selvmodsigelse. Det er på klædedragten, eller mangel på samme, at man genkender den usle og forarmede. Den værdigt trængende. Til tider donerede rige folk klæder til de fattige uden at være sig bevidst, at det ikke var en mulig­ hed for den ’professionelt’ fattige, at benytte det nye skrud. Det ville ganske enkelt skade deres muligheder for at vække medlidenhed hos almissegiverne. Tiggere skulle helst se syge og usle ud, være barfodede og hulkindede, klædt i pjalter - og havde man ikke fra naturens hånd en fysisk synlig sygdom, kunne det altid lade sig gøre at fabrikere en tro kopi. Såvel den samtidige litteratur som datidens lovgivning giver rigeligt med eksempler på, hvorledes myndighederne opfattede tiggernes sædvanlige, fin­ gerede usselhed som en måde at opnå almisse på. Men at tiggerne greb til sådanne tricks var naturligt, så længe det officielt kun var de syge og forkrøb­ lede, der havde moralsk ret til at tigge, ligesom det nu engang er lettere for et sygt udseende og pjaltet klædt menneske at vække medlidenhed end det er for en ung, rask og velklædt person.17 De professionelle tiggeres erhvervsmæssige strategier omfattede også dan­ nelsen af formelle laug og broderskaber eller kooperationer, hvor flere tig­ gere ’’arbejdede” sammen og efterfølgende delte udbyttet. Man delte måske de enkelte distrikter imellem sig eller skiftedes til at holde udkig efter stod- derfogederne, der havde til opgave at forhindre et for voldsomt tiggeri. Fra 1400-tallets Bretagne kendes endda et eksempel på, at en tigger agerede som arbejdsgiver for en anden på den måde, at han ydede denne en fast årlig løn mod at han til gengæld fik den almisse, som den ’’ansatte” kunne tigge sig til.18