MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

166

gers indflydelse på livet efter døden mv., hvorfor det nu i stedet betragtedes som et - om end ind til videre åbenbart nødvendigt - onde, der skulle be­ kæmpes. Herom vidner de mange udkomne forordninger fra 15- og 1600- tallets Nordeuropa, der enten regulerede eller forbød tiggeri. En faktor, der også synes at have spillet ind, er datidens opfattelse af, at tiggerne blev stadig flere og flere. Såvel i 15-, som i 16-og 1700-tallet høres idelige klager over det stigende antal fattige og dermed også af et stigende an­ tal tiggere. Efter alt at dømme var man ikke helt galt på den.36 Efter en dra­ matisk nedgang i befolkningstallet i forbindelse med Den sorte død i midten af 1300-årene, var befolkningstallet omkring 1500 igen oppe på samme ni­ veau som ved pestens udbrud i 1348, og derefter steg og steg befolkningstal­ let, mens samfundets ressourcer ikke steg tilsvarende. Man regner med, at be­ folkningstallet i Europa steg fra omkring 65 mill. til ca. 127,5 mill. i perioden mellem 1500 og 1750, og væksten var størst i tiden før 1625. Efter 1750 indtraf igen en voldsom stigning i befolkningstallet og den europæiske befolkning blev næsten fordoblet i tiden frem til 1900, og heri er ikke medregnet de ca. 50 mill. europæere, som i perioden 1840-1914 emi­ grerede til oversøiske lande som Amerika, Australien mv. Befolkningstallet steg med en hast, som ressourcerne slet ikke kunne holde trit med.37 I lands­ byernes jordfællesskaber lå fordelingen af gårde og huse fast, og i byerne holdt laugene mange nytilkommere ude. Konsekvensen blev en stigende pauperise- ring af de europæiske befolkninger.38 Send dem hjem Sondringen mellem værdige og uværdige tiggere —mellem syge, gamle og børn på den ene side og raske, arbejdsføre betlere på den anden - var imidler­ tid ikke en sondring, der først opstod med Reformationen. Sondringen var også blevet foretaget hos flere middelalderlige (katolske) teologer. I den mid­ delalderlige gejstlige litteratur kan der således findes talrige eksempler på, at man forsøgte at sondre mellem værdige og uværdige trængende. Herhjemme er det kendt, at allerede Christian 2. (1513-23), som nævnt, med land- og bylovene i 1521-22 indførte tiggertegn til værdige tiggere, mens de uværdige skulle uddrives af byerne, hvis ikke de ville arbejde. Men betleri som sådan, var stadig en accepteret levevej for de ikke-arbejdsføre.39 Arbejde var en dyd og flere af kirkefædrene såvel som teologerne og juri­ sterne, fremhævede, at man var nødt til at skelne mellem de forskellige slags fattige og nægte almisser til dem, der var i stand til at arbejde. Lediggang og løsgængeri blev fordømt, ligesom kirken i flere tilfælde godkendte, at de verdslige myndigheder tog initiativer til at komme tiggerproblemet og løs