MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

168

gårde (St. Jørgen, St. Anna/St. Gertrud og Helligåndshuset) blev sammenlagt under navnet Helligåndshospitalet. Hospitalet skulle styres af Københavns borgmester og rådmænd, som beskikkede en forstander, mens fire af byens borgere førte tilsyn med den nye stiftelse.45 Med de verdslige myndigheders indtrængen på det område, som tidligere havde været forbeholdt kirken, forsøgte man sig flere steder med et generelt forbud mod tiggeri i det offentlige rum. Det var f.eks. tilfældet i den sydty­ ske by Nürnberg, som blev en af de europæiske foregangsbyer på dette felt. Allerede i 1400-tallet havde bystyret i Nürnberg lagt restriktioner på tigge­ riet, således at kun særligt udvalgte fattige blev givet et tegn, der tillod dem at tigge. Der udpegedes en særlig embedsmand - en Bettelherr - som skulle føre tilsyn med tiggerne, stå for uddelingen af tegn til de værdigt trængende og føre et register over alle fattige. To gange årligt skulle han foretage detal­ jerede undersøgelser af de enkelte fattiges forhold, og tiggere, der ikke hørte hjemme i Nürnberg, måtte ikke opholde sig i byen i mere end tre dage ad gangen. Selvom disse foranstaltninger næppe havde den helt store effekt viser de ikke desto mindre, at de verdslige myndigheder var begyndt at tage hånd om de sociale problemer og ikke længere ville lade det være op til kirken at stå for den sociale omsorg.46 Inspireret af de nye tiltag i Nürnberg lod magistraterne i Lyon, Nimes (Frankrig) og Ypres (byen Ieper i Flandern)47 anlægge verdsligt drevne hospi­ taler. I 1478 rationaliserede man således ved sammenlægninger af forskellige små stiftelser hospitalsdriften i Lyon, mens man i Nimes i 1483 anlagde et hospital under betegnelsen Hotel-Dieu - Guds hus. I første omgang koncen­ trerede man sig om at tage hånd om problemet med de mange tiggere og omstrejfere. Stadig var det dog mest almindeligt, at byernes hospitaler - som vel at mærke ikke var sygehuse, men boliger for fattige - blev drevet af kirken eller oprettet af private donatorer, og de verdslige myndigheder spillede fort­ sat en perifer rolle inden for socialforsorgen.48 Selvom offentligt legitimeret tiggeri og almissegivning fortsatte ved siden af myndighedernes centralisering af hospitaler mv., betød det ikke, at man også ønskede at sanktionere offentligt tiggeri fremover. Der var snarere tale om en tilstand, man endnu ikke var i stand til at håndtere, men som man klart ønskede at gøre op med, når lejlighed bød sig. Almissegivning på byens gader, uden skelen til om den tiggende var en værdigt eller uværdigt trængen­ de betød nemlig, at store pengesummer gik i de forkertes lommer - dvs. de bevidst arbejdssky elementers - ligesom det kunne opfattes som en opmun­ tring til lediggang. Tiggeri var moralsk forkert, da det animerede den dovne til fortsat dovenskab, ligesom det var en udbredt opfattelse, at tiggerne ikke brugte almisserne på en måde, der var i overensstemmelse med en kristelig ånd. De blev ødet bort.49