MiraklernesTid_1700

176

Peter Henningsen

i særlige områder, f.eks. i det katolske Sydvesttyskland, hvor der stadig var mange klostre og hvor der fandt uddelinger af almisser sted, var der pr. 1000 indbyggere i snit 260 tiggere.68 Af samme grund forbød myndighederne i de katolske dele af Schweiz i 1777 klostrene at uddele almisser til fremmede tiggere. Almisseuddelingen tiltrak nemlig fattige løsgængere fra nær og fjern, som siden strejfede rundt i landområderne og tiggede hos bønderne. Flere tiggere tyede endda til at konvertere til katolicismen for på denne måde at erhverve almisse i klostrene og hindre, at de blev sendt ”hjem” til de reformerede områder, hvor de kom fra. Under skin af at være forfulgte på grund af deres tro, kunne de forblive i de katolske områder og lade sig føde af klostrene.69 Også i storbyerne var antallet af forarmede og tiggere enorm: I Berlin ud­ gjorde fattige og tiggere ca. 8-10 pct. af byens befolkning, og i Köln regnede man med, at ca. en fjerdedel af indbyggerne var tiggere! I 1790 fortælles det om de mange betlere, at deres skamløshed og frækhed er nået til uanede høj­ der: ’’Bekanntlich geht die Unsittlichkeit der Bettler in Köln soweit, dass sie den Müssiggang systematisch betreiben und ihre Plätze an den Kirchentüren erblich hinterlassen oder zum Heiratsgut ihrer Töchter schlagen“.70 Til sammenligning kan det anføres, at det ikke stod stort bedre til i Kø­ benhavn: Mens det københavnske fattigvæsen i 1708 kun havde haft 368 personer under forsørgelse (tallet siger selvfølgelig ikke noget om det totale antal fattige i byen), havde man i 1731 3111 personer at understøtte. Og i dette tal er endda ikke medregnet de fattige, som boede i Vartov hospital og i byens mindre stiftelser (Povl Fechtels Hospital, Brøndstræde Hospital og Abel Cathrines Stiftelse). I perioden 1736-40 havde byens fattigvæsen i gen­ nemsnit ugentligt forsørget 1226 fattige; i perioden 1751-55 var det steget til 2283 .1dette tal er ikke medregnet de fattige fra Land- og Søetaterne, som gerne udgjorde hovedparten af byens fattige. Ved en optælling i 1799 var der samlet set noget over 8000 personer under forsørgelse i København eller godt og vel 1/12 af byens befolkning, der på dette tidspunkt skønsvis var på 100.000 mennesker.71 Bag lås og slå Der måtte findes på noget nyt, hvis fattigdommen og tiggerproblemet skulle elimineres. Svaret blev tvangsarbejde i et utal af nyanlagte tugthuse og manu­ fakturer —dvs. i fabrikker, hvor de fattige blev sat til at spinde, væve, blege, haspe, raspe træ o. lign. —mod til gengæld at blive underholdt af det offent­ lige. Tiggerne og løsgængerne blev bogstaveligt talt indfanget og indsat et vist stykke tid eller, som det skete i Christian 4.s tugthus i København, indtil man