MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

16

spredning tyder på, at giverne kom fra alle byens sociale lag, hvilket kan be­ kræftes af de relativt få tilfælde, hvor givernes sociale tilhørsforhold opgives i avisen. Hovedparten af datidens københavnere havde højst råd til at give nogle enkelte rigsdaler, mens byens mere velstående borgere sagtens kunne flotte sig med større donationer. A t give efter evne Små og store gaver var - i hvert fald i princippet - lige velkomne. Alle gaver blev modtaget med lige stor taknemmelighed, så længe de blev givet "efter evne”. Det var f.eks. tilfældet, da enken Ulrike Haas i 1780 gav en rigsdaler ”til de Fattige i St Hans Hospital efter min ringe Evne”, for, som hospitalets embedsmænd anførte, ’’Herren anseer og belønner ogsaa Enkens Skiærv”.43 Udtrykket ’efter evne’ brugtes ofte i almissenotitserne og dækkede tydeligvis over et centralt begreb i almissekulturen. Når giverne erklærede, at de gav ef­ ter evne, viste de, at ”var Evnen som Villien, skulde have fulgt meere”, som en giver udtrykte det.44Det var en grundfæstet norm, at alle skulle give efter evne. Det understreges af følgende betragtning af inspektør Matzen og pastor Cruse fra St. Hans Hospital: ’’Efter Evne uddeel, og lad Verden see, at det, du har, ikke er dit eget; men et Laan af Gud til din og fleres Lyksalighed. Him­ mel! Beløn dem rigelig, og lad alle deres Foretagender vel lykkes”.'0 Det var en grundlæggende kristen forestilling, at Gud - verdens skaber - var ophav til al rigdom. Det var også grunden til, at man skulle give efter evne. Den som Gud havde benådet med rigdom, skulle naturligvis yde mere til de fattige end den, der kun havde til dagen og vejen. Det synes at have været en udbredt forestilling, at jævne mennesker var mere gavmilde end rige. Det blev f.eks. udtrykt i et digt, der i januar 1780 bragtes i Adresseavisen. Digtet handler om den ubarmhjertige velhaver, der undlader at hjælpe det gamle og gudfrygtige fattiglem, og i stedet bebrejder denne hans fattigdom. En barmhjertig menneskeven iler den gamle til hjælp, men kommer først frem, da han er død af sult: ”En gammel Graaeskægget af Hunger geleidet/Blev ham af den Rige i hans Armod bebreydet:/Du burde arbeidet, som jeg og som andre/Han gav ham slet intet, men lod ham kun vandre/En Gellert46 udspurgte hvor denne Mand boede/Han fandt ham og vilde ham giøre til gode/Men i det han kommer opgiver han Aanden/En Psalmbog ved Siden, en Skofte i Haanden/Lader os Hielpe dem blandt os som lider/Haver vi Forraad, er friske og sunde/Lad os da lædske fortørrede Munde/Har vi i eye hvad disse mon fattes/Maae vi da ikke ret lykkelig skat-

Made with