MiraklernesTid_1700

178

Peter Henningsen

stitutionen kun fungere, hvis arbejderne blev holdt under streng fængsels­ disciplin. Med tiden endte Bridewell imidlertid som så mange andre af den slags anstalter, nemlig som et decideret fængsel for kriminelle.77 Det samme skete i Danmark, hvor Tugt- og Børnehuset på Christianshavn, afløseren for Christian 4.s. tugthus, der var blevet nedlagt i 1649-50, i sidste halvdel af 1700-tallet var blevet til et egentligt fængsel (som ganske vist også husede tig­ gere).78 Som N. D. Riegels påpegede i 1787, så var betegnelsen Børnehuset med tiden blevet absurd. For Børnehuset var ikke længere en opdragelsesan­ stalt.79 Størst indflydelse som tvangsarbejdsanstalt for fattige fik de såkaldte work- houses , som fra tiden omkring 1700 skød frem i de engelske provinsbyer. Den første engelske by, som tog initiativ til et arbejdshus for fattige, var Bristol, hvor byens forskellige sogne slog sig sammen om at oprette et fælles arbejds­ hus. Man undersøgte, hvor mange fattige, der opholdt sig i byen, og tilbød dem bolig og arbejde i arbejdshuset. Forældreløse piger blev taget ind og un­ dervist i at spinde og man gav dem god mad og en varm seng. Arbejdshusene blev så stor en succes, at regeringen i 1722 udstedte en lov ( The Workhouse TestAct),80 som autoriserede ethvert sogn til at oprette arbejdshuse. 20 år se­ nere fandtes der mellem 100 og 200 arbejdshuse i England.81 De lokale myndigheder kunne selv bestemme, om man ville nægte un­ derstøttelse til fattige, som ikke ville lade sig ’’indlægge” i arbejdshusene, og The Workhouse TestAct ændrede ikke herpå, selv om man på den anden side heller ikke direkte foreskrev det.82Senere igen forenede de mindre landsogne, som ikke selv havde råd til at oprette arbejdshuse, sig om at lave større fælles arbejdshuse —de såkaldte Unionhouses — for at kunne fa gavn af stordriftsfor­ delene.83Arbejdshusene mødte imidlertid en stigende kritik i offentligheden. Man fandt, at de i virkeligheden var rene ’’forbryderakademier”, hvor alskens utugt og uskik gik i svang, og flere og flere talte for, at det ville være bedre om man kunne forsørge de fattige i deres eget hjem.84 En lignende kritik rejstes herhjemme mod Børnehuset af N. D. Riegels.85 I 1760’erne lancerede parlamentsmedlemmet Thomas Gilbert stik imod denne trend en række adresser til parlamentet, hvor han argumentede for, at alle almissemodtagere burde indsættes i arbejdshuse. Adressen stødte på modstand, dels af de ovenfor nævnte grunde og dels fordi flere hævdede, at det ville være for bekosteligt, hvis samtlige almissemodtagere skulle indsæt­ tes i arbejdshuse. Gilbert ændrede derfor forslaget derhen, at man kun skulle indlægge de syge og svagelige (indoor relief), hvorimod fattigvæsenet skulle finde beskæftigelse til de arbejdsføre almissemodtagere udenfor huset (out- door relief). Og hændte det sig, at de arbejdsføre ikke tjente tilstrækkeligt ved deres arbejde, kunne fattigvæsenet yde dem et løntilskud, der sikrede deres