MiraklernesTid_1700

184

Peter Henningsen

syge. Hospitalernes reglementer fortæller om hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften for de indsatte. Mændene blev sat til arbejde ved byens møller, ved ølbryggerier, tømmergårde og i det hele taget til ”andre steder m ed tungt arbejde”. Kvinderne og børnene syede, vævede og spandt, fabrikerede strøm­ per og knapper osv. En arbejdsleder dikterede, hvor meget den enkelte skulle nå i løbet af en arbejdsdag, og de som ikke opfyldte dagens akkord, blev straffet: deres madrationer halveredes, og hvis de fortsat ikke levede op til ak­ korderne, blev de enten smidt ud af hospitalet eller fængslet. De ’’indlagte” kunne desuden hyres som håndlangere på byggepladser, og hovedparten af deres løn gik i hospitalets sikkert altid slunkne kasse. En særlig enhed af foge­ der blev udnævnt til at overvåge gaderne og arrestere tiggere. For hver tigger, der arresteredes, belønnedes de efter en særlig takst.106 Til trods for de skrappe forhold på hospitalerne og det hårde arbejde be­ tragtede man i samtiden anstalterne som velgørenhedsinstitutioner for værdi­ ge fattige! Adgang til at bo på hospitalerne var et privilegium, som fremmede tiggere var udelukket fra, og som man kunne miste ved dårlig opførsel. At blive smidt ud fra hospitalerne betragtedes faktisk som en straf. Hospitalerne var nemlig et led i et hierarki af straffeinstitutioner, hvor hospitalet repræsen­ terede det første, og mildeste, led. Blev man smidt ud herfra, blev man nem­ lig overført til et ’’rigtigt” fængsel. Løsgængere, som blev arresteret på Paris’ gader blev smidt i fangekældrene under Chåtelet. Selvom hospitalerne for en sen eftertid kan se ud som fængsler, betragtedes de altså ikke således i 1600- tallet. Der var nemlig den væsentlige forskel, at mens fængsler var rene straf­ feanstalter, var hospitalerne religiøse genopdragelsesanstalter, hvor de indsatte lærte et håndværk og fik ’’genopfrisket” deres religiøse børnelærdom. Det var en undervisningsanstalt på samme tid som det var en fabrik og en forsørgel­ sesinstitution.107Paris’ almindelige Hospital kom til at præge byens fattigfor­ sørgelse helt frem til revolutionen i 1789, hvor pøblen stormede det og befri­ ede de indsatte.108 Selvom opfattelsen af det almindelige hospital oprindeligt havde været positiv og imødekommende, ændrede det sig med tiden, da ”den offentlige mening” i stigende grad fik afsky for dets repressive, fængselslignende ledel­ sesmåde. Afskyen for de fattiges indespærring kom også til udtryk på den måde, at gadepøblen ofte blandede sig og befriede tiggerne, når fogederne ville arrestere dem og bringe dem til hospitalet. Det er iøvrigt et fænomen, der kendes over hele det tidlig moderne Europa, også fra København.109 I september 1675 blev fire fattigfogeder i Lyon, som forsøgte at arrestere en ung tigger angrebet to gange på vejen til byens hospital. Først blev de over­ faldet af en flok murere, som angreb dem med værktøj. Derpå mødte de en skrigende mængde ”a f begge køn oga lle aldre ”, som råbte skældsord efter dem