MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

17

Digtet havde den klare morale, at den der var så lykkelig, at kunne spise sig mæt hver dag, burde hjælpe de sultne. Samtidig bidrog digtet til at skabe billedet af den gerrige rigmand. Det var sandsynligvis også med hentydning til det generelle billede af den gavmilde middelklasse og almue og de nærige rige, at en giver donerede penge til de fattige med kommentaren: ”Fra en i maadelige Omstændigheder til Opmuntring for de Rige”.48 En lignende holdning kom til udtryk, da ”et Vennelaug” i efteråret 1790 skænkede to rigsdaler til lemmerne i St. Hans Hospital. Vennerne henviste nemlig i almissenotitsen til satirikeren, dramatikeren og samfundsrevseren P.A. Heibergs Selskabs-Sang. Den 25 September 1790 , hvor det i sidste vers hedder: "Stormanden svirer og glemmer den arme/kan ham med kold Lige­ gyldighed se/Vi ere Smaafolk og føle med Varme/midt under Sviren, Elen- digheds Ve/Hungriges Mave/fordrer en Gave/giver! og Tak skal I have”.49 Sangens pointe var, at småfolk havde mere medlidenhed med de fattige end de rige. Og mon ikke der - i hvert fald for nogens vedkommende - var noget om snakken? Den store befolkningsgruppe, der levede et liv, hvor der var en reel risiko for at fattigdommen kunne ramme dem selv en dag, måtte begribeligvis have større forståelse og sympati for de fattige. Men ikke alle var enige i, at de rige var mindre gavmilde end middelstanden. 14 dage efter at Heibergs digt blev bragt i Adresseavisen, doneredes to rigsdaler, en mark og 13V2 skilling, som var blevet indsamlet ved et bal og skulle ’’tiene til et Beviis, at det ikke er saa aldeles rigtigt, hvad der staaer i den fameuse Vise: Storman­ den svirer og glemmer den Arme”.50 Det var da heller ikke ualmindeligt, at velhavende borgere gav store ga­ ver til de fattige eller testamenterede større beløb til fattigvæsenet. Mange fattiginstitutioner blev således finansieret af legater og fundatser oprettet af gavmilde velhavere. Men ikke kun adelige, købmænd og andre velstående borgere evnede at efterlade fattigvæsenet større beløb. I 1790 arvede Nicolai Arbejdshus og Friskole den relativt store sum af 100 rigsdaler efter en afdød bagersvend.51 Sådanne større donationer blev behandlet på mere officiel vis, og fattiginstitutionerne opbevarede lister over den kapital, som de forskellige legater og fundatser indeholdt. Det skete dog også, at den jævne befolkning efterlod mindre beløb til de fattige. ’’Salig Lise Margarete” havde således ”paa sit yderste” begæret, at der på hendes fødselsdag skulle uddeles en rigsdaler samt 24 toskillings surbrød til de fattige på St. Hans Hospital.52På samme måde arvede Almindelig Ho­ spital to rigsdaler efter en gammel kone.53Både velhavende og mindrebemid- lede betænkte de fattige ved at testamentere store og små gaver til fattiginsti­ tutionerne. Det er nærliggende at forestille sig, at giverne ønskede at sikre sig en plads i paradiset ligesom i den katolske tid.