MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

188

til det lokale fattigvæsen, ved at betjene et lokalt embede eller ved at indgå lærekontrakt med en mester. Man kunne også opnå ret til settlement , hvis man fik tjeneste og blev hos den samme arbejdsgiver i mindst et år. Af samme grund blev nytilkommerne sjældent ansat for mere end 364 dage ad gangen! Kvinder kunne opnå settlement d indgåelse af ægteskab med en lokal. Æg­ tefødte børn fulgte deres mødre, mens uægte børn fulgte fødestedskriteriet. Det siger næsten sig selv, at disse fortænkte regler bar kimen til talrige kon­ flikter, retssager og forviklinger om, hvem der hørte til hvor.117 God politi I Oplysningstiden opstod et nyt syn på fattigforsorg og fattigdomsbekæm­ pelse. De fleste autoritative socialpolitiske skribenter og embedsmænd (ofte de samme personer) havde langt om længe indset, at det ikke virkede blot at skræmme de fattige fra lediggang og tiggeri ved at indsætte dem i arbejdshu- se. Antallet af fattige voksede desuden alarmerende i takt med, at de vesteuro­ pæiske samfund forlod den ældre, traditionalistiske, laugsbaserede produkti­ onsmåde til fordel for en ny og mere liberal erhvervsstruktur. Det var netop som et resultat af denne overgang fra én produktionsmåde til en anden, og med det opbrud i de sociale normer, som deraf fulgte, at fattigdommen tog til i styrke. De traditionelle ’’forsikringsmekanismer” var sat ud af kraft, og nye var endnu ikke sat i stedet.118 Oplysningstiden og dens kameralistiske/patriotiske forestillinger om al­ menvellet og alle individers ret og pligt til at deltage i opbygningen af na­ tionens fælles vel førte til en stærk interesse for pædagogik, opdragelse af al­ muen til samfundsind og tagen fast hånd om de svage. På den ene side var det samfundselitens mål at fremme statens økonomiske og sociale vel, og på den anden side ønskede man at vejlede og kontrollere den enkelte borger for at fremme almenvellet. Grundstenen i den kameralistiske tænkning var op­ fattelsen af ’’folket”, ’’almuen” eller ’’pøblen” som i bund og grund dumme og dovne mennesker, der ikke vidste deres eget vel. Som historikeren Ingrid Markussen har sagt, opfattedes den jævne mand ”som et barn, der ville ende i selvdestruktiv ulykke, hvis det forblev uden vejledning og kontrol. Dette menneskesyn, der hvilede på en pietistisk tænkning, var et ideologisk funda­ ment i kameralismen.”.119 Tiden havde imidlertid gjort det mere end tydeligt, at fattigdom og ar­ mod ikke kun var selvforskyldt —et resultat af dovenskab og selvvalgt le­ diggang - men var bestemt af de økonomiske konjunkturer og af de store samfundsforandringer, der havde fundet sted i det 18. århundrede. Tvang og kontrol rakte ikke. Der skulle mere til. Hvor fattighjælp i begyndelsen af