MiraklernesTid_1700

Tiggernes by 189 1700-tallet havde været betragtet som en barmhjertighedsgerning - almisse - var fattighjælpen små 75-100 år senere blevet til en væsentlig del af samfun­ dets politiske kamp mod fattigdom. De europæiske fattigvæseners uddelings­ politik havde, som vi har set, i høj grad bestået i en blanding af uddeling af nådsensbrød og iværksættelse af strafifeforanstaltninger. Arbejdsføre folk skul­ le skræmmes fra at falde samfundet til byrde, ligesom de besiddende skulle beskyttes mod tiggere, løsgængere og forbrydere. Midlet hertil havde bestået i systematisk indespærring af de fattige i tugthuse, hospitaler og arbejdshuse. Ved århundredets slutning så man imidlertid ikke længere således på fat­ tigvæsenets funktion. Nu var fattighjælpen ikke blot et politisk redskab til at skabe fremgang, men også en samfundsmæssig pligt, som de besiddende havde til at understøtte de fattige, der ikke selv var skyld i deres trang. De usle og syge skulle hjælpes, mens alle arbejdsføre fattige skulle sættes i arbejde. Og kunne de fattige ikke selv skaffe arbejde på almindelig vis, måtte det offent­ lige træde til som "arbejdsformidling”. Arbejdet var en pligt. Som den tyske kameralist Johan Gotlob von Justi formulerede det i 1755: ”Es sei die Pflicht aller Menschen, dem Staate durch Fleiss und Arbeit nützlich zu werden; nie­ mand dürfe ein unnützes Mitglied des gemeinen Wesens sein“.120 Af dette samfundssyn kom det følgelig, at Fattigvæsenerne overalt i Vesteuropa i løbet af 1700-tallet oprettede arbejdshuse, hvor de arbejdsløse fattige kunne an­ bringes. Arbejdet repræsenterede Oplysningstidens universalløsning på snart sagt alle samfundsproblemer. Ikke alene var arbejdet gavnligt for staten, men det adlede også den enkelte, vænnede de fattige fra et liv i lediggang og ør- kesløshed, og gav dem smag på at bestille noget. Kun ved at alle var i arbejde, kunne man hindre fattigdom og elendighed, og sådan er det i princippet sta­ dig. Forestillingen om arbejdets lyksalighed og forsøgene på at regulere og ord­ ne - især de fattiges - adfærd i stort og småt var en del af det, man i samtiden forstod ved at holde ”god politi” - dvs. i betydningen ”god orden”. Med ”god politi” mentes, at staten stedse stræbte efter at forbedre alle institutioner og forhold i samfundet til det bedst mulige. Den velordnede politistat repræ­ senterede samfundets bevidste ønske om at maksimere alle sine ressourcer og udnytte det iboende potentiale til skabelsen af en stærk og ’’lykkelig” stat.1“1 God politi var, med den danske kameralist Andreas Schyttes ord: ’’Statens Fiv; den tænker på alt, danner det hele, forskaffer Borgerne det fornødne, af­ vender Selskabet det Onde, det har at befrygte”.122 Man stræbte, såvel i 1700-tallets tidlige kameralisme som i Oplysningsti­ dens jagt på lyksaligheden, efter at klassificere, sortere og indplacere indbyg­ gerne i forskellige kasser og kategorier, der skulle muliggøre en nøje planlæg­ ning af, hvorledes problemerne skulle løses, og hvorledes de forskellige typer