MiraklernesTid_1700

Peter Henningsen

192

denrigspolitisk betydning.128

Det patriotiske fattigvæsen De mange patriotiske selskaber, som oprettedes overalt i det vestlige Europa i den sidste halvdel af 1700-tallet, var stærkt optaget af de sociale problemer, og hvad man kunne gøre ved dem. Selskaberne havde som målsætning at ophjælpe den indenlandske industri og højne landbrugets produktionsevne via økonomisk støtte og oplysning af byens "pøbel” og landets "almue”. Sel­ skaberne var et led i den store filantropiske bølge, som skyllede ind over det europæiske borgerskab i Oplysningstiden, og de fremsatte en lang række øn­ sker om socialpolitiske foranstaltninger, herunder også på fattigvæsensområ­ det.129 I Selskabetfo r Borgerdyd (stiftet i København 1785) tog man det lige­ frem på sig blandt medlemmerne at indsamle penge til ” Væver-Stoles Indret­ ning i fattigvæsenets arbejdshuse”.130 Som den tyske historiker Rudolf Endres har sagt, kan man ikke se bort fra de patriotiske (kameralistisk-inspirerede) selskabers indflydelse på den drej­ ning, som det nordeuropæiske fattigvæsen tog henimod slutningen af det 18. århundrede. Bag de store nyordninger af fattigvæsenet i Hamburg og Kiel, som fandt sted i 1780’erne og 1790’erne og som kom til at danne udgangs­ punkt for de fattigvæsensreformer, som fandt sted overalt i såvel Tyskland som Skandinavien i den nærmest efterfølgende tid, stod f.eks. Gesellschaft zur Beförderung der Manufakturen, Künste und nützlichen Gewerbe - eller i daglig tale: Patriotische Gesellschaft - i Hamburg og Gesellschaftfreiw illiger Armenfre­ unde i Kiel. De patriotiske selskaber var sammenslutninger af folk fra det højere bor­ gerskab - købmænd, fabrikanter, læger, jurister, lærde og højere embeds- mænd, der forenede sig om kulturelle og økonomiske målsætninger. Selska­ bernes mål var at fremme uddannelse og oplysning, "vindskibelighed” og - i sammenhæng hermed - fattigforsorg. Begge de nævnte selskaber var kamera­ listiske i deres reformtankegang, præget som de var af universitetsprofessorer og kameralister som Johann Georg Büsch fra Hamburg og August Niemann fra Kiel.131 Fattigvæsenet i Hamburg - som blev nyordnet i 1788 - kom til at in­ spirere hele det nordeuropæiske fattigvæsen i de følgende år. Byen var blevet inddelt i 60 distrikter, fordelt på fem hoveddistrikter med hver 12 distrikter. I spidsen for hvert hoveddistrikt stod to fattigforstandere (armenvorsteher), som hver havde seks distrikter under deres opsyn. I hvert af de 60 distrikter udpegedes tre borgere som fattigplejere (armenpflegern), som skulle tage sig af de fattige i deres område og rådføre sig med forstanderen for det pågæl