MiraklernesTid_1700

Tiggernes by

193 dende distrikt. Som ansvarlig for de fem hoveddistrikter stod et ’’Armenkol­ legium”, som var sammensat af en blanding af folk fra bystyret og forstandere for byens milde stiftelser, arbejdsanstalter og hospitaler. I ethvert distrikt skulle fattigplejerne opsøge de fattige, undersøge deres trang, og afgøre om de skulle henvises til et hospital eller til et arbejdshus el­ ler evt. kunne klare sig med pengehjælp fra fattigkassen. De skulle føre nøje regnskab med enhver fattig og sikre, at alle fik den hjælp de havde krav på. Grundlæggende var det dog, at enhver arbejdsfør fattig skulle arbejde, og var der ikke arbejde at få, måtte fattigvæsenet anvise det. Det anviste arbejde be­ stod som regel i spinde-, væve- og strikkearbejde, som den fattige kunne ud­ føre i sit eget hjem. For de gamle og svagelige fattige indrettede man en særlig skole, hvor de lærte at spinde. Også de unge bekymrede man sig om. Man indrettede således en arbejdsskole, hvor de fattiges børn ved at blive sat i ar­ bejde kunne vænnes til et arbejdsomt liv. Det grundlæggende princip i Ham­ burgs Armenanstalt bestod i koblingen mellem fattigforsørgelse, arbejdstvang og uddannelse/undervisning. Lignende reformbestræbelser var tidligere blevet forsøgt i andre tyske byer: I Bremen havde man i 1779 indført forsørgelsesdistrikter og arbejds­ anvisning ligesom i Hamburg, og i Lübeck indrettede man i 1773 e n Armen- anstalt, som i 1801 omdannedes efter hamburgsk forbillede. I Braunschweig blev den allerede længe eksisterende ’’Armenanstalt” i 1805 omdannet efter de hamburgske principper.132 Også en lang række andre tyske byer havde i løbet af 1770’erne og 1780’erne reformeret deres fattigvæsener, men ingen så succesfuldt som Hamburg.133 Selvom reformen i Hamburg 1788 ikke som sådan var egentlig original, men byggede på viden indhentet andetsteds fra, så fulgte den dog ikke slavisk nogen enkelt bys model. Hamburgs fattigvæsen satte derimod en ny standard for en hel generation af fattigvæsensreforma­ torer, og ved indgangen til det 19. århundrede repræsenterede det for mange et lysende eksempel på, hvorledes en ’’rationelt organiseret” fattighjælp skulle planlægges og implementeres.134 Med inspiration fra den nyetablerede ’’Armenanstalt” i Hamburg tog August Christian Heinrich Niemann - ’’ein Aufklärer vom reinsten Wassser” - der var professor i kameralvidenskab ved universitetet i Kiel, initiativ til en lignende nyordning her. I 1792 fremlagde han sine tanker om et rationelt organiseret fattigvæsen i Schleswig-Holsteinische Provinzialberichte —et blad, som også blev læst i København og andre steder i monarkiet. I bladet lance­ rede Niemann en række synspunkter, der var modelleret over det hamburg­ ske eksempel. Fattigdom var ikke altid selvforskyldt, og de ’’værdige” fattige skulle hjælpes af det offentlige, mens de ’’uværdige” skulle straffes. Overord­ net skulle den primære fattighjælp imidlertid ikke bestå i almisse, men i at