MiraklernesTid_1700

Tiggernes by 195 bejde) de havde brug for. Børnene sattes i arbejdsskoler og tiggeri blev totalt forbudt. Hvert år offentliggjorde Niemann en beretning om fattigvæsenets tilstand i Provinzialberichte. Offentlighed i forvaltningen mentes nemlig at gavne den gode sag, idet de veldædige givere således kunne se, at deres frivil­ lige økonomiske bidrag ikke var ydet forgæves. Ved enhver given lejlighed opfordrede Niemann desuden til, at andre byer fulgte de gode eksempler fra Hamburg og Kiel. Og indsatsen bar frugt. Andre byer fulgte opfordringen og reformerede deres ’’fattiganstalter” - f.eks. Elberfeld i 1793, Halle og, ikke mindst København, i 1799.136 I 1797 havde den danske regering således for­ hørt sig hos fattigvæsenet i Kiel om man kunne fa en rapport om deres nye indretning til brug ved en nyordning af fattigvæsenet i København.137 Den store fattigvæsensplan, som så dagens lys i København 1799 var i sto­ re træk bygget over ordningerne i Hamburg og Kiel: ’’Indretningen i Ham­ borg, hvis beliggenhed, klima, folkemængde og Sæder stemme saa nøje over­ ens med Kjøbenhavns, er for det meste taget til Følge” fortalte således den førende danske ’fattigvæsens-patriot’ J. H. Bårens i 1799.138 Men det var ikke kun eksemplerne fra Hamburg og Kiel, som inspirerede. Man havde også hentet inspiration helt fra den sydtyske by München. Især hentede man her opskriften til den berømte, næringsrige Rumfords suppe, som var blevet opfundet af den i München bosatte amerikaner Benjamin Rumford, og som i de følgende mange år kom til at udgøre hoveddiæten i de nordeuropæiske fattighuse.139 En, skulle det vise sig, afgørende svaghed ved såvel de hamborgske og kielske som den københavnske nyordning af fattigvæsenet var, at man fortsat baserede økonomien på en høj grad af frivillighed og ’’goddædighed” - dvs. donationer og testamentariske gaver. Ganske vist havde man i København si­ den 1708 hentet en del indtægter via bøder, afgifter på markedsgøgl og rang­ personers ægteskab mv., men det var kun små dråber i det store hav. Ikke en­ gang den i 1764 indførte grundskat til de fattige på ejendommene i Køben­ havn var tilstrækkelig. Fattigvæsenet manglede penge for at kunne leve op til de store ambitioner og gyldne løfter om arbejde og understøttelse til enhver fattig og trængende. Men det er en anden historie, som ikke skal forfølges her. En fælleseuropæisk udvikling Det mest slående ved studiet af de europæiske byers og staters foranstaltnin­ ger mod fattige fra Middelalderen til ca. 1800 er den førte politiks universelle karakter. Det er de samme træk, som går igen fra land til land, fra by til by, selvom der selvfølgelig er en vis tidsmæssig forskydning. Det var interna