MiraklernesTid_1700

Tiggernes by 197 rige Europa. Først og fremmest til Tyskland, hvor de berømte fattiganstalter i Hamborg og Kiel i slutningen af århundredet perfektionerer ideen. Under indtryk af Oplysningstidens kameralistiske og patriotiske tankegods indføres desuden den individuelle skelnen mellem de enkelte fattige og deres behov. Der indføres fattigdistrikter med forstandere, der skal undersøge hver enkelt fattigs trang og sørge for, at de modtager den hjælp, de har behov for. Fat­ tigpolitikken går fra Middelalderens ukritiske masseuddelinger af almisse til den sene Oplysningstids individuelle (i hvert fald principielt) behandling af samtlige fattige. Det er en bevægelse, som ikke går uden om Danmark og København. Samtlige store fattigvæsensforordninger for København - forordningerne fra 1708, 1771, 1792 og 1799 - bærer præg af det fælleseuropæiske tankegods på fattigvæsensområdet. Det samme gør oprettelsen af fattigvæsenets insti­ tutioner: Vajsenhuset i 1727, Hittebørnsstiftelsen i 1750, Opfostringshuset for fattige drenge i 1753, Frederiks Hospital i 1757, Almindelig Hospital i 1769, Fødselsstiftelsen i 1773, De københavnske arbejdshuse i 1780’erne og 1790’erne, Tugt- og Forbedringshuset i 1791 og endelig tvangsarbejdshuset i Pustervig, som etableredes i 1800. København var med på noderne. Hvad der endelig ikke skal lades ubemærket er, at de tanker og forestillin­ ger om individernes pligter og rettigheder, der knæsættes i denne tid og løber som en rød tråd gennem Oplysningstidens socialpolitiske bestræbelser, langt hen ad vejen udgjorde den støbeform, hvori det 20. århundredes nordeuro­ pæiske velfærdsstater senere blev modelleret. Ganske vist led de mange store planer skibbrud i kølvandet på Napo­ leonskrigene og den økonomiske recension, der prægede Vesteuropa i den første halvdel af 1800-tallet, og som førte til nye liberale doktriners uskønne sejrssmarch over kontinentet. Men ser vi på lovgivernes intentioner med den nye oplyste fattigpolitik, vil vi se slående ligheder mellem f.eks. den køben­ havnske fattigvæsensplan fra 1799 og de danske socialdemokraters socialpo­ litiske bestræbelser i første halvdel af 1900-tallet. Det 20. århundredes social­ demokrater hentede ikke deres tankegods ud af den blå luft (eller fra Sverige alene), men revitaliserede i praksis Oplysningstidens smukke utopier om den velordnede politistat og dens velorganiserede sociale forsorg. Dengang som nu, gjaldt det om at skabe social sammenhængskraft i samfundet. Når den moderne velfærdsstats historikere således diskuterer, om vel­ færdsstatens grundlæggelse’ skal regnes fra tiden efter 1945 eller måske fra introduktionen af loven om aldersrente i 1891, så kunne man faktisk intro­ ducere et tredje argument i debatten. Nemlig det, at det tankegods, som se­ nere skabte velfærdsstaten, var et produkt af Oplysningtiden. Velfærdsstaten skabtes bestemt ikke i Oplysningstiden. Men det gjorde til gengæld de tanker