MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

22

lemlæstelse eller fallit. Rejsende, der havde overkommet store farer på deres færd, takkede naturligvis Gud efter en lykkelig hjemkomst. I vinteren 1770 sendte en giver de fattige almisse som tak til Gud for at have sparet et ungt menneske, ”der var i stoer Fare paa sin Reyse fra Kiøbenhavn”.72 Et par ver- densmænd takkede ligeledes ”den Allerhøyeste, der forunderlig har i mange Aar bevaret fra adskillige udstandne Livs-Farer i en anden Deel af Verden” og ”for Frelsning i America af en svær Sygdom”.73 Almindeligvis sørgede man for at være velsignet inden afrejsen. Ofte led­ sagedes almisser til de fattige af forbøn eller ønske om forbønner med henblik på en forestående rejse, som da ”P.S.” ved flere lejligheder i sommeren 1790 gav almisse til de fattige med følgende bøn: "Herre giv Naade og Lykke paa min Reyse til L**”.74Men også de fattige skulle bede til Gud ”for mig at jeg maa fuldende en lykkelig Reyse fra L”.7'’ Bønnen om en lykkelig fuldendt rejse behøvede ikke nødvendigvis at komme fra den rejsende selv. De pårø­ rende bad også om, at de rejsende ville komme helskindet hjem, f.eks. finder vi en forælders bøn om, ”at Gud vil føre mit Barn lykkelig hjem”.76 Søfolkene var en specielt udsat gruppe. De levede hele deres liv på farten og var derfor i særlig grad eksponeret for de farer, der lurede på enhver rejse. Derfor kunne en sømandskone føle sig nødsaget til at give de fattige en rigs­ daler for sin "Mand og Søn, som ligger paa Søen” og tilføje bønnen: ”Gud give dem Helbred og en lykkelig Reyse”.77Ligeledes bad ”en Søefarende (...), at Herren vil bevare ham paa hans Reise”.78De fattige mærkede ofte den store glæde ved ”en Skippers lykkelige Ankomst til kydst”, som da en sømand i ju­ len 1790 uddelte den nette sum af 20 rigsdaler til de mest trængende, ”at de tillige med ham vilde takke Gud, som havde bevaret ham paa sin Reyse, og sendt ham vel og beholden hiem igien”.79 Ombord på skibene "havde fromheden det med at stige med stormstyrken”, og under voldsomt uvejr skete det, at besætningen lovede Gud noget til de fattige i håb om, at Herren ville redde skib og mandskab. På Vesterhavsøerne blev de søfarendes navne oplæst efter gudstjenesten, og præsten bad sam­ men med sine sognebørn Gud om søfolkenes lykkelige rejse og heldige hjem­ komst. Som tak herfor var det kutyme at give præsten en gave efter hjem­ komsten. Ligeledes bogførte Asiatisk Kompagni hvert år 106 rigsdaler i sine regnskaber til præsterne i Københavns kirker og i St. Olai kirke i Helsingør for at de skulle bede for kompagniets skibes lykkelige fart og ’’negotiens” fremgang.80 Undertiden angik taknemmeligheden snarere skibene end besætningen. Det var tilfældet i vinteren 1770, hvor flere givere donerede større beløb til de fattige og takkede Gud for, at nogle kongelige fregatter og Asiatisk Kompag­ nis skib “Fredensborg Slot” med sin bemanding ikke var gået ned, ”da det var