MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

24

Foreening”.881vinteren 1780 gav et nygift par ligeledes almisse til de fattige med bøn om Guds velsignelse af deres ægteskab. Hans Holck kvitterede med følgende lille digt: ”De tvende, som sig her foreener/Og ærligt med hinan­ den meener/Velsigne Gud enhver især/Og vogte dem fra Fristelser/Han i det Gode dem befæste/Og giøre alting til det beste”.89 På grund af børnedødeligheden var børnene ofte forældrenes store be­ kymring. At miste et barn var ikke blot en sorg, det var også tab af en res­ source eller i hvert fald en potentiel ressource. Børn var vigtige for husstanden som arbejdskraft, men senere måske endnu mere uundværlige for forældrene, når børnene skulle være deres forsørgere i alderdommen: At blive gammel uden at have overlevende efterkommere kunne bringe et menneske til tig­ gerstaven. Børnenes rolle i familielivet var vigtig, hvorfor ’’E.L.M.” i 1790 gav tre rigsdaler til de fattiges middagsmad påskedag med ønske om, ”at Gud stedse vil bevare Giverens Børn”.90 Var ulykken sket og var et barn blevet alvorligt sygt, satte man sin lid til Gud og bad for barnet. Et medlidende menneske ønskede således i foråret 1790, at de fattige skulle ’’bede Gud om Forbarmelse for et lidet uskyldigt Barn, at han vil lindre og borttage dets Smerter, og befrie de kierlige og ømme Forældre for at see og høre længere paa al hendes Jammer og Nød”.91 Selv efter sit syge barns bortgang valgte en moder at takke Gud med en almisse til de fattige ”i Anledning af hendes eget Barn, der i saadan Svaghed er bortdød, med Tak til Gud, som friede hende fra stor Hiertesorg”.92 Børn kunne selvfølgelig også give anledning til mindre alvorlige bekym­ ringer. Det var tilsyneladende tilfældet, da en giver skænkede de fattige en rigsdaler med bøn om, at ”jeg ey skal vrie mine Hænder for et ulydigt Barn”.93 Om det var en fortvivlet forælder eller en vred barneplejerske, der skrev disse ord, er ikke godt at vide. Alt fra trivielle dagligdagsproblemer med et trodsigt barn til sorger forbundet med børns sygdom og død fandt vej til de almisse­ givendes bønner. Kun sjældent skete det, at en giver gik i forbøn for andre husstandsmed­ lemmer. Et tyende indleverede to rigsdaler til de ”12 meest Nødlidende i St. Hans Hospital” med bøn om, ”at de vil bede Gud bevare min Madame og hendes Mand, og give dem Lykke til alt deres Foretagende ”. Det var usæd­ vanligt at gå i forbøn for sit herskab. Det understreges af forbønnens unikke karakter i det her gennemgåede materiale, men måske mere sigende er det, at hospitalets embedsfolk bad ’’Herren høre denne saa sieldne Veltænkende Bøn”.94Lige så usædvanligt var det, da et herskab som taksigelse gav de fattige almisse, fordi ’’Herren hialp vores Tieneste-Menneske”.95 Rigets øverste husbond, kongen, var også genstand for undersåtternes gode ønsker og almisser. Eksempelvis den ’’lidet og meget usselt Skiærv” (10