MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

29

nedlagt, være i Naade hvers belønner!”121 I en opgørelse over antallet af bidragydere til de forskellige københavnske fattigkasser i 1770 bekendtgjordes det i Adresseavisen, at de ”som har her­ til contribueret ere ubekiendte for Menneskene, men visselig bekiendte for Gud”.122 På samme måde anførte St. Hans Hospitals præst, at den ædeltæn- kende velgører, som den 18. juli 1780 donerede hospitalets lemmer seks rigs­ daler, ”og ikke vil være bekiendt af hans Godgiørenhed, vilde Herren, som seer i Løndom, giengielde aabenbare”.123Almindelig Hospitals inspektør for­ mulerede sig i lignende vendinger, da han i sommeren 1790 takkede en giver for en stor donation: ”Dit Navn er fortiet blandt Mennesker, men din Ret­ skaffenhed kiender og belønner den Alvidende”.124 Almissemodtagerne Giverne havde ofte en mening om, hvem almisserne skulle tilfalde. Det kun­ ne være en bestemt institutions lemmer eller de mest "syge”, ’’trængende” eller "hungrige” fattige. Andre gange betænktes navngivne personer eller fa­ milier. Det var tilsyneladende ikke ualmindeligt, at man gav til en fast kreds af gadetiggere. Som nævnt ved vi ikke meget om de almisser, som byens bor­ gere gav omstrejfende tiggere til trods for de gentagne forbud og henstillinger. Sandsynligvis havde mange deciderede ’yndlingstiggere’, som man understøt­ tede med mere eller mindre faste almisser. Heriblandt også prominente bor­ gere som filosoffen Søren Kierkegaard, der gav almisse efter et nærmest fast­ lagt mønster til en fast skare af gadetiggere. Det drejede sig bl.a. om ’’Lire­ manden”, ”den halte Mand”, ”den gamle Kone” og ”den gamle Margrethe”, der regelmæssigt optrådte i regnskabsbogen over Kierkegaards husholdning fra 1847-48.125 Visse almisselemmer var særligt populære og havde efter alt at dømme deres mere eller mindre faste godgørere. I Adresseavisen fra 1790 står at læse, hvorledes forskellige givere gentagne gange gav almisse til en række navn­ givne fattige, nemlig til den afsindige Johannes Møller, den forhenværende skomagermester Urban, ”den blinde Kone i Springgade”, en ’’Enke med 7 Børn i Nyboder” samt kontrollør Sehsteds enke, der henslæbte tilværelsen i ’’Daarekisten” på St. Hans Hospital.126 De personlige gaver var som oftest stilet til St. Hans Hospitals sindssyge fattiglemmer. Da ”et forenet Onsdags Selskab” i 1790 ønskede at donere 15 rigsdaler til St. Hans Hospital, overlod man det dog til hospitalets ledelse at finde ud af hvilke lemmer, der skulle nyde godt af de ekstra midler. Til gen­ gæld ville man gerne oplyses om, hvem modtagerne blev.