MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid

31

Taksigelsen Set med almissegiverens øjne havde de fattige den vigtige funktion at mod­ tage almisser og takke for dem ved at gå i forbøn for giveren. Taksigelsen var, som vi har set, af stor betydning for den givende part, og fattiginstitutioner­ nes almisseuddelere sørgede altid for at takke de ædle givere, og bringe de fattiges tak videre. Når fattigvæsenets stiftelser blev betænkt med gaver var det ikke ualmin­ deligt, at stedets embedsmænd, sammen med giverens almissenotits, indryk­ kede en annonce i Adresseavisen, hvor de takkede på de fattiges vegne. Efter at Tugt- Rasp- og Forbedringshusets indsatte i efteråret 1790 havde modtaget ”en heel Kiedel Boghvede Grød kogt i Melk med Smør til, og i alle Maader saa vel tillavet, at enhver Mand kunde spise den, samt nogle Stykker Flesk og et 24 sks. Brød”, takkede institutionens præst og inspektør ”den skiulte Vel- giører”: ’’Lemmerne takke Velgiøreren med rørte Hierter, og vi aflægge tillige vor Taksigelse paa deres Vegne, og fordi vi troe en saa ædel Gierning fortiener at være almindelig bekiendt, derfor kundgiorde vi den, skiønt det skeer mod Giverens Vidende”.129 Man regnede uden videre med, at giveren ønskede de fattiges —og em- bedsmændenes - tak for måltidet. Almissen blev sikkert også annonceret for at den kunne fremstå som et godt eksempel for andre potentielle almissegive­ re. Som regel meddeltes giveren blot, at de fattige havde modtaget almissen, og at de havde takket, men enkelte gange skete det, at almissedistributørerne offentliggjorde, hvem der havde fået pengene. I sommeren 1770 uddeltes således almisse til en række fattiglemmer, efter at man fra prædikestolen i Trinitatis kirke havde anmodet menigheden om at donere penge. Almisserne fordeltes ”til en mange Aar Syg og Sengeliggende fattig Enke; En Enke mod 100 Aar gammel; en fattig syg og elendig Enke; En Vattersottig fattig Kone; En fattig og blind Kone; En Kone, som er hentagen, rørt og saare elendig; En fattig og svag Kone over 80 Aar; og en fattig blind og Sengeliggende Kone. Som alle hierteligst takker den ædelmodige Giver, og ønsker ham og hans Guds rige Velsignelse og naadige Beskiermelse”.130 Notitsen fungerede utvivlsomt som kvittering til giverne. De ønskede sik­ kerhed for, at deres penge var kommet de rette fattige i hænde og at modta­ gerne —og det var nok det vigtigste — takkede for gaven. Den afstand mellem almissegiver og -modtager, som lovgivningens forbud mod tiggeri og almisse- givning på gaden (og ved døren) i en vis udstrækning medførte, mindskedes på den måde.131 Enkelte af de i Adresseavisen nævnte almissemodtagere havde ligefrem så nært et forhold til deres godgørere, at de fra tid til anden indrykkede annon