MiraklernesTid_1700

Miraklernes tid 33 leve og opvoxe Gud til Ære, sig selv til Lykke, og Forældrene til største Glæde og Fornøyelse”.136 I 1790 takkede Vor Frelser kirkes sognepræst, den fremtrædende grøn­ landsmissionær og tidligere præst ved Vajsenhuset Otto Fabricius, på lignen­ de måde en giver, der havde betænkt de husarme på Christianshavn med 15 rigsdaler. Fabricius takkede ”paa de Fluusarmes Vegne, som forene deres Øn­ sker med mine, at den glade Giver maa fremdeles nyde Guds Velgierninger i rig Maade, da han saa vel veed at skiønne derpaa”.137 Samme år takkede Vor Frue Plejekommission, anført af sognepræsten, for en ’’ædelmodig” gave på 20 rigsdaler til sognets fattigskole ”med det oprigtige Ønske: at den hulde Velgiørerinde maa tælle mange glade uformørkede Dage, og til Løn for ud­ mærket Dyd og Menneskekierlighed nyde udmærket Naadeløn af Gud i Tid og Evighed”.138 De fattiges bønner for de barmhjertige Nogle givere ønskede de fattiges assistance til at takke Gud. Andre søgte at nedkalde Herrens nåde over sig ved hjælp af de fattiges forbøn. Eksempelvis gav en bekymret ægtemand de syge en rigsdaler for, ”at de vil bede Gud at min Kone maatte faae sin Helsen igien”.139En anden giver skænkede et usæd­ vanligt stort beløb, 200 rigsdaler, til nogle nødlidende familier, der var blevet omtalt både i ”den Berlingske Avis” og i Adresseavisen, ”med Begiering til dem at de vil bede jeg altid maae være Under Himmelens Anførsel”.140 Han ville sikre sig en permanent virkning af de fattiges forbøn med én stor donation. Så store donationer var dog et særsyn. Kun sjældent tilfaldt så mange penge én enkelt familie. Igen synes det at have været en familie af stand, der skulle reddes fra social deroute. De små gaver på et par rigsdaler var de mest sædvanlige, og ligeledes var fordringerne til de fattiges forbønner normalt mere beskedne. Som vi har set, drejede bønnerne sig typisk om mere specifikke sager. Kun sjældent var der tale om mere ’permanente’ velsignelser af giveren. Fattigvæsenets repræsentanter søgte at anspore giverlysten ved at bedyre, at de fattiges ”Suk og Bøn vil opstige til Himlen over Giverens store Na- ade”.141 Almindelig Hospitals inspektør Claus Meden gav ligefrem ’’Forsik­ ring om deres [de fattiges] Forbøn og Velsignelse”.142 Det var dog ikke kun fattigvæsenets embedsmænd, der tilskyndede almissegivningen med løfter om de fattiges forbønner. I de 14 kollektbøger, der i 1753 blev sendt ud til alle dele af landet med det formål at indsamle penge til Opfostringshusets indretning, kunne man således i indledningen læse en opfordring til at give, underskrevet af husets præses - og landets udenrigsminister - J.H.E. Bern-