MiraklernesTid_1700

Peter Wessel Hansen

36

om, at hans almisse blev uddelt ”til 3 sande Guds Børn, udbedendes disses alvorlige Forbønner hos Gud for mig i denne min store Nød”. Han formo­ dede, at de fattiges "Gemyts-Beskaffenhed” nogenlunde måtte være fattig­ kassens administrator bekendt.150 På lignende vis fordelte inspektøren på St. Hans Hospital en almisse til de, efter hans bedste vurdering, gudfrygtigste lemmer, ”som skiønner at takke Herren vor Gud”.151 Forestillingen om, at de fattiges bønner var særligt virkningsfulde, blev rigeligt bekræftet af de offentlige personer, som administrerede de indkomne gaver. Hans Holck omtalte ofte disse bønner i sine kommentarer til ind­ komne donationer til hans syge- og bespisningskasser. Den 9. juli 1770 tak­ kede han således giverne på de fattiges vegne i Adresseavisen og tilføjede: "Det er ikke med Ord at udsige, med hvilken Taknemmelighed og Hiertets Opløftelse til Gud disse elendige Lazari annammer disse Kierligheds Gaver; Thi den vansmægtede Tunge faaer ligesom nye Kræfter til at takke og priise Guds Godhed, som han ved sine Børn giver dem, og de afmægtige Hænder faaer nye Kræfter til at opløfte sig til Algodhedernes Fader for at anraabe om Velsignelse over saadanne hans Børn, ved hvilke han ikke efterlader sig uden Vidnesbyrd”.152 Samme måned, den 23. juli 1770, takkede Holck igen giverne på vegne af de fattige, ”der visselig ikke aflader at ønske Godt over saa ædelmodige Gi­ vere, og under Korset, der best lærer at bede, erindre den Christelige Pligt: Beder for hverandre at I maatte læges”.153 Under fattigdommens åg lærte man altså bedst at bede, og derfor havde de fattiges bønner større styrke, end ens egne bønner. Det var derfor vigtigt, at almissegiverne kunne vide sig sikre på de fattiges forbøn. Fattigvæsenets folk og det københavnske præsteskab gjorde, som vi har set, deres til, at giver­ ne skulle føle denne sikkerhed. I november 1790 gav Peder Saxtorph, der var kapellan ved Nicolai kirke, f.eks. sognets fattige besked på at gå i forbøn for en velgører, der anmodede om deres bønner: "Glemmer ikke I Fattige, som ere deelagtiggiorte i denne Gave, at opfylde denne ædle Menneskevens Be- giering, som ikke har glemt at husvale eder af den Velsignelse, som den gode Gud har skiænket ham. Mit Hiertes Ønske er, at Herrens Velsignelse stedse maa boe og blive hos ham”.154 Præsteskabet og almissekulturen Gejstligheden opmuntrede ved enhver given lejlighed befolkningens udøvel­ se af barmhjertighed og bekræftede troen på, at gode gerninger fremkaldte Guds nåde. Fattiginstitutionernes præster og andre embedsmænd takkede jævnligt giverne i Adresseavisen, og ønskede dem endog ”den Naade-Løn og